12-årige Tafroza Lihalambe viser sin hånd frem. Huden på den er stram og arret. 
Det har den været, lige siden Tafroza brændte hånden som barn, og lige så længe har hun vidst, hvad hun vil være, når hun bliver stor: læge.

»Jeg vil gerne hjælpe andre, ligesom jeg selv blev hjulpet,« forklarer hun.

Blikket er genert. Hun har rødt glimmer på læberne, håret er flettet tilbage i snorlige rækker, og skoleuniformen har kun et enkelt hul, mens ankelstrømperne og skjorteflipperne er næsten helt hvide.

Tafroza hører ellers til slummens fattigste børn. Men hun er klog. I sin klasse med 51 elever er hun den tredjedygtigste.

Men for en elev som hende på den offentlige skole i slumområdet Kawangware i Kenyas hovedstad, Nairobi, er chancerne for at blive læge ikke store. Om to år er Tafroza færdig med den gratis grundskole, og så koster det penge at komme videre i uddannelsessystemet. Penge, som hendes familie ikke har.

Kun et fåtal af de allerdygtigste elever får et legat fra staten. Det afholder dog ikke børnene i skolegården fra at drømme stort. Ingeniør, sygeplejerske, pilot, lærer og advokat lyder nogle af deres bud på, hvad de vil være. Og selv om det kræver en universitetsuddannelse – og mange penge – vil det løse sig, mener de.

»Jeg er sikker på, at Gud vil åbne døre for mig og de andre,« siger en af pigerne.

De fleste af dem er vokset op i et blikskur helt uden dør. Der har heller ikke været rindende vand, elektricitet eller toilet. Derfor må skolen tage hånd om mange praktiske ting ud over undervisningen, forklarer skoleleder Gitau Mwara.

»Nogle af eleverne kommer fra områder, hvor de går i busken, når de skal på toilettet. Vi har skullet lære dem at bruge et toilet,« siger han.

Skolens få toiletter består af båse med et hul i jorden. Udskylningen er gået i stykker, spejlene er blevet stjålet, og håndvaskene er erstattet af plastictønder med vand.

Den turkise maling skaller også af flere steder. For snart 20 år siden blev skolen bygget til 200 elever, men i dag går der over 800 elever, fordi indbyggertallet i slummen er steget så voldsomt.

‘Sig nej til stoffer’ og Uddannelse er magt’ står der på muren ved indgangen. Skolen forsøger nemlig også at påvirke eleverne til et liv uden misbrug og kriminalitet. Ud over oplysning sker det ved at lade skoledagen vare fra klokken 7 om morgenen til 16 om eftermiddagen.

»Så hænger de ikke på gaden og laver ballade i det tidsrum,« som skolelederen forklarer.

I to kæmpe gryder bobler en halvstørknet grød, og den er også med til at holde på eleverne. Takket være støtte udefra får de hver dag frokost på skolen. For nogle er det dagens eneste måltid.

»Vi skal give dem en god grund til ikke at blive væk,« siger skolelederen.

I Tafrozas klasseværelse har de fysik. Lærerens kridt på tavlen er den eneste lyd, der høres, selv om næsten 50 elever er klemt sammen på bænkene denne dag.

På væggen hænger teksten fra nationalsangen sammen med en lovprisning af Gud. Opslagstavlerne er næsten smuldret væk, og stativet til lysstofrøret hænger ned over tavlen. Cementgulvet er så tyndslidt, at den røde jord under det kommer til syne flere steder.

Her sidder Tafroza og noterer de rigtige svar fra tavlen. Hånden minder hende om at være flittig – det er nødvendigt for at blive læge en dag.

MetroXpress var inviteret til Nairobi af udviklingsorganisationen Plan Danmark, som gennem fadderskaber arbejder for at løfte børn ud af fattigdom og sikre deres rettigheder.