Mens Søværnet beskytter handelsflåden mod somaliske pirater på åbent hav, er kinesiske pirater og spioner på land i færd med at stjæle dansk erhvervslivs mest kostbare hemmeligheder.

»Kreativiteten er enorm. Folk udklædt som skadedyrsbekæmpere møder uanmeldt op og får uden videre adgang til danske fabrikker i Kina, hvorfra oplysningerne vælter ud,« siger Henrik G. Jacobsen, der er jurist og forhenværende efterretningsofficer i Hæren.

»Men de godtroende danske virksomheder overvejer aldrig, om skadedyrsbekæmperne faktisk er spioner – eller hvorfor hegnet rundt om en udenlandsk virksomhed i Kina højst må være 130 centimer højt,« siger Henrik G. Jacobsen, der i dag er direktør i The IPR Company, der hjælper danske virksomheder med at holde stand mod spionage og piratkopiering.

Der er også set eksempler på, at kinesiske kriminelle under dække som eksempelvis udvekslingsstuderende forsøger at stjæle fortrolig data fra virksomheder på dansk grund, og piraterne er blevet så aktive og udspekulerede, at Patent- og varemærkestyrelsen kommer erhvervslivet til undsætning.

Det sker ved at tilbyde landets virksomheder et værktøj; en såkaldt IPR-pakke, der giver overblik over, hvordan de i tide sikrer sig rettigheder til egne produkter, services og varemærker.

»Det er der i høj grad brug for, for ellers registrerer kineserne det, inden dagen er omme. Problemet er stort og vedvarende. Truslen er enorm,« advarer verdens førende ekspert i området, Thomas Pattloch.

Han har for EU-Kommissionen forsøgt at få kineserne til at stoppe med at piratkopiere europæiske varer, og han var hovedtaler, da Danmarks væsentligste erhvervsinteresser fredag mødtes med blandt andre bagmandspolitiet, Skat og patentmyndigheden for at drøfte løsninger.

»Beskyt jer mod den ildsprudlende kinesiske drage. Besøger en kineser din virksomhed, så forbyd ham at medbringe en kameratelefon i udviklingsafdelingen eller i fabrikken, og lad ham aldrig uden opsyn forlade en forsamling for at gå på toilettet,« advarede Thomas Pattloch.

Han bad også de danske erhvervsledere stoppe med at være unødigt ydmyge og høflige over for de kinesiske forretningsfolk, som praktiserer en møde- og forretningskultur, der er ganske anderledes end den danske.

»Vær skeptiske og kritiske. Ellers udnytter kineserne jeres beskedenhed og åbenhed,« konstaterede han og beskrev et snart sagt uudtømmeligt rædselskabinet af tilfælde med udspekuleret kinesisk bedrag, plagiat og tyveri begået mod europæiske opfindere og virksomhedsejere.

Når ikke pirater og spioner udefra er på tyvetogt, er det ofte bestikkelige kinesiske ansatte – der på grund af armod og ringe moral – stjæler data og sælger det til kopister og konkurrenter, forklarer han.

Men Dansk Industri råder virksomhederne til ikke at give op. Tværtimod.

»Vi er på den anden side af krisen, og mange af de skrinlagte Kina-projekter skal tages frem igen,« siger Kunal Singla, juridisk konsulent i DI.

»Det er uhyre vigtigt, at virksomhederne tidligt udarbejder en strategi til at sikre deres rettigheder. Ellers risikerer de i værste fald, at deres produkter og varemærker bliver registreret i Kina af kineserne, som så anklager de danske virksomheder for at krænke det, der engang var danske rettigheder,« advarer han.