Grækenland er ramt af en alvorlig økonomisk krise. Landet er ved at gå konkurs. Der er slet ikke nogen tvivl om, at grækerne skal have al mulig hjælp. Jeg skammer mig over, at Danmark ikke har været primus motor i redningsaktionen for græsk økonomi. Vi elsker jo landet.

Hvert år besøger over 300.000 danskere Grækenland. På nogle af restauranterne på Rhodos har tjenerne opvartet så mange jyder, at de kun kan tale græsk med jysk accent. Som turister lader vi os betjene af grækerne uden at tænke over, at de er i slægt med mennesker som langt overgår vore egne forfædre.

Deres stamfædre opfandt demokratiet, lyrikken, den vestlige filosofi, dramaet, naturvidenskaben. De skrev verdenshistoriens største værker ‘Odysseen’ og ‘Iliaden’ og digtede tragedier som ‘Elektra’, ‘Ødipus’ og ‘Antigone’. Ingen har udkæmpet så geniale og modige krigskampe som grækerne. Og ingen har skabt så smuk arkitektur. Parthenon på Akropolis i Athen fremstår som et digt i sten eller som en symfoni, der er standset op og frosset til is. Vi kan ikke fuldføre en sætning, uden vi anvender et græsk ord. Tænk blot på ord som bibliotek, erotik, gymnastik, apotek og så videre. Hver gang vi graver i vor kultur, ender vi i Grækenland.

Men grækerne har også, som intet andet folk, været udsat for frygtelige lidelser. De har været undertrykt i århundreder. Plaget af jordskælv. Haft borgerkrig. I 400 år var de besat af tyrkerne uden at tabe deres identitet. Havde vi danskere været okkuperet i lige så mange år af tyskerne, havde vi måske i dag spist sauerkraut og currywurst og holdt med det tyske fodboldlandshold.

Der er al mulig grund til, at EU står sammen om en effektiv krisehjælp til Grækenland. Ikke udelukkende for at redde euroen. Men for at redde nogle vidunderlige mennesker fra fallit, og fordi vi står gæld i til EU’s mest forgældede land.

Til gengæld skal vi bede grækerne om at give os krisehjælp til at leve. Det kan godt være, at vi ikke roder i økonomien og administrationen, som grækerne gør. Men vi er elendige til at slappe af, nyde kaffen, spise langsomt, holde siesta og udsætte ligegyldige ting til en anden dag. Man kan være tæt på konkursen på mange måder. Grækerne kan lære os, hvordan vi får overskud på livskontoen. Vi kan hjælpe grækerne med bankkontoen.