Snart ringer Lars Løkke til valgkamp. Og snart ringer det på døren. Vi ved ikke helt, hvornår lille Lars ringer med den store klokke, men vi ved med sikkerhed, at når han har gjort det, så ringer det på døren ganske kort tid efter.

For alle partierne i Folketinget har sat sig for, at denne valgkamp blandt andet skal udkæmpes via dørklokker i private hjem. 400.000 husstande har partierne sat sig for at besøge under valgkampen, når den engang kommer. Og dermed bliver det ikke bare en valgkamp, men også en kamp om territorium!
     
For normalt er det med at prædike ved brevsprækken og uddele fine pamfletter, noget Jehovas Vidner sidder tungt på.
     
Der er med andre ord lagt op til en krig om dørklokkerne. Og det kan blive voldsomt! Vi ved, at når politikere med forskellig farve mødes på åben gade, så kan gnisterne springe. Læg dertil en flok stairmaster-trænede religiøse fanatikere, som vi ikke aner, hvordan vil reagere på denne indtrængen på deres enemærker. Det kan blive voldsomt.
     
Men det kan også blive rigtig interessant. For der er faktisk temmelig mange ligheder mellem de håbefulde kandidater med deres assorterede blomster og photoshoppede portrætfotos og Vidnerne og deres Vagttårn.
     
For det første kan de to hold mødes omkring det faktum, at de begge kæmper op ad bakke. Tillid er ikke i top til nogen af dem. Derudover har de det til fælles, at de sælger drømmescenarier. Skønmalerier, som ingen ved om passer. Fantasifulde fremskrivninger af usikre tal, hvis og såfremt og så regner vi med, at det burde kunne lade sig gøre hvis blot og så længe det.

Kan man sætte flueben ved bare halvdelen af de fine valgløfter fra politikerne om et år? Næppe. Er man en af de heldige, der bliver fløjet af sted til himmels, når (og hvis!!!) dommedag indtræffer, hvis man abonnerer på Vagttårnet? Næppe.
     
Og det er disse ligheder, jeg synes er spændende. Derfor kan jeg garantere, at så snart valgkampen bliver fløjtet i gang, så sætter jeg vand over til kaffe, letter på småkagedåsens låg og sætter mig til at vente. For min store drøm er at få fyldt min lejlighed op med folketingskandidater og Jehovas Vidner, og så se, hvad der sker, når de mødes. Især hvis man er så heldig (tør man bede en lille bøn til Jehova eller Kampagnekontorerne?), at få Søren Pind og Ole Sohn i fælden. Og et par garvede vidner.

Så skal der assimileres!!! Kom nu Lars – lad os nu få det valg!