Mens Libyens diktator, Moammar Gaddafi, er godt i gang med at slagte sin egen befolkning, har resten af verden travlt med at diskutere, om man skal oprette en såkaldt No-Fly Zone. Med sådan en kan man forhindre Gaddafi i at bruge sit luftvåben, der spiller en helt essentiel rolle i hans angreb på oprørerne. Spørgsmålet er, hvem der skal gribe ind – primært om det skal ske under Nato eller FN. Og når diskussionen når hertil,  begynder vi at høre en gammel sang: ‘Det er kun FN, der må gå ind’, lyder den. ‘Hvis FN ikke vil gå ind, er det forkert at gøre det’. Uanset om vi taler Libyen, Irak, Afghanistan, Kosovo eller noget helt femte, så er der nemlig altid nogle, der kræver FN-mandat, hvis der er optræk til militær ind- griben fra det internationale samfund.

FN er vigtig og da især for et lille land som Danmark. Vi ville ganske enkelt ikke have noget at skulle have sagt i verdenssamfundet, hvis de stærkeste lande blot bestemte det hele uden at forsøge at samarbejde med andre. Derfor skal vi også støtte FN og stræbe efter at få vigtige beslutninger, såsom militær indgriben, vedtaget der. Men nogle gange virker FN simpelthen ikke, og så kan man blive nødt til at finde en anden løsning. Lad os tage et tænkt og frit opfundet eksempel: Hvis kineserne begyndte at opstille gaskamre og kz-lejre i Tibet og erklærede at ville udrydde alle tibetanere, så kunne FN ikke finde på at give verden lov til at stoppe det. For Kina har vetoret i FN’s Sikkerhedsråd, som er det eneste forum, der ifølge international lovgivning kan  give tilladelse til militær indgriben.

Problemet er, at Sikkerhedsrådet er hamrende udemokratisk  – der er 15 medlemmer, og heraf kan de fem sejrsherrer fra Anden Verdenskrig til hver en tid nedlægge veto og forhindre alle andre lande i at beslutte noget som helst.

Der er ingen tvivl om, at et FN-mandat til militær indgriben er den mest solide form for legitimitet, en militær operation kan opnå i verden i dag. Siger FN ja, står om ikke alle verdens lande, så i hvert fald både et flertal og de store og mest magtfulde, bag. Men hvis man i FN ikke kan blive enige, så betyder det altså ikke, at FN siger nej. Det kan være så lidt som ét land, der siger nej og stopper alle de andre. Og det er ikke fair. Faktisk er det møgurimeligt, at et enkelt land kan sætte en stopper for, at resten af verden forsøger at stoppe afsporede magthaveres groteske lyst til at nedslagte folk. Det er derfor, det nogle gange kan være både moralsk rigtigt og nødvendigt at ignorere FN og gøre noget alligevel.