Pakistan er ramt af en katastrofe af bibelske dimensioner. Vandet raser og udsletter alt på sin vej. Det efterlader et hav af døde kroppe og fortabte sjæle. Sygdom og elendighed er den ringe trøst, som de overlevende har at se frem til.

De muslimske landes hule ‘støtteerklæringer’ til deres ‘muslimske brødre’ er forstummet i nødens stund. Den islamiske verdens svigt af sine såkaldte ‘muslimske brødre’ har endnu engang vist disse fanatikeres hykleri. Det ironiske er, at de mest hadede lande i Pakistan, såsom USA og Danmark – som altid – har været blandt de første til at hjælpe.

Nødhjælpen er nu langsomt på vej til Pakistan. Men det har taget lang tid at få det internationale samfund til at smøge ærmerne op og komme i gang. Det er stadig svært at få befolkningerne i Vesten til at donere penge.

Pakistan nyder ganske enkelt ikke den samme goodwill som Thailand, Indien eller Tahiti. Det er ganske forståeligt.

'Hvorfor skal man hjælpe dem, der brænder vores flag af og halshugger vores journalister? Hvorfor skal vi hjælpe et land, der producerer talibanere og træner dem til at dræbe vore soldater i nabolandet Afghanistan? Hvorfor skal vi hjælpe dem, der vil os til livs? De ville med garanti ikke løfte en finger for at hjælpe os, hvis vi blev ramt af en katastrofe. Kan du ikke huske de dansende og festende folk i den islamiske verden, da tvillingetårne sank i grus?' synes mange at tænke.

Men vi skal hjælpe. Der er ingen anden mulighed. Vi skal hjælpe, fordi vi er mennesker. Fordi vi har næstekærligheden bosiddende i hjertet. Vi skal hjælpe, fordi vi alle tilhører den samme familie, menneskeheden, og deler det samme hus, jorden. Vi skal hjælpe, fordi verden er ét land.

Det er vores alles pligt at hjælpe den lille uskyldige pige, der har mistet hele sin familie og befinder sig midt i et ocean af ensomhed. Det er vores pligt at hjælpe den arme bedstemor, der har mistet alt. Det er vores pligt at hjælpe vor næste i nødens stund. Vi skal fortsat bekæmpe fundamentalisterne af al kraft og med utrættelig stædighed, men også hjælpe de nødstedte med den samme kraft og stædighed.

Det eneste, vi kan håbe på, er, at næstekærlighedens lære vil oplyse pakistanerne, så de med egne øjne kan skelne mellem venner og fjender.

Så de endelig vil vende fundamentalisterne ryggen.