Villy Søvndal kunne ikke sove. Han famlede sig frem i mørket og åbnede køleskabet. Den kolde – imperialistiske – Cola sendte en bølge af liv igennem hans udmattede krop. Han ønskede ikke at tænde lyset – han var bange for at få øje på de seneste me­ningsmålinger. SF var på kort tid gået fra 19 procent ned til 16 procent af stemmerne.

»Det kan ikke passe. Jeg er Danmarks mest hyggelige politiker. Hvad i Karl Marx’ navn sker der?« råbte Villy med armene rakt op mod det socialistiske paradis, hvor enhver socialistisk martyr var blevet lovet 72 procent i skat. Pludselig blev Villy standset af en gam­mel, støvet mand. Villy skreg i falset. Den støvede gamle mand var SF’s ånd.

»Villy, du er ikke Erik Clausen. Du må holde op med det latterlige gøgleri,« hviskede SF’s ånd. »Øh, hvad mener du?«
»Du har lavet flere kovendinger, end en blind ko med dårlig stedsans nogensinde ville kunne præstere.«
»Det har jeg da ikke … øh …« fremstammede Villy.
»Jo. Du ved udmærket, at lige så snart den nuværende regeringen bliver væltet, vil SF gøre alt for at skrue tiden tilbage til 90’erne, hvor Danmark var et åbent land for funda­mentalister og imamer. Du ved også godt, at lige så snart det røde kabinet får magten, vil alle de rige svin blive straffet med høje skatter.«

»Men nu er selv arbejderen blevet et rigt svin,« svarede Villy nedtrykt.
»Og så lige en anden ting: SF må aldrig nogensinde angribe muslimske fundamenta­lis­ter, da de er USA’s og Israels fjende nummer et. Du må holde op med at kalde disse helte for mørkemænd eller terrorister. Vis dem den samme respekt og loyalitet, som Anne Grete Holmsgaard har vist dem i en menneskealder.«

»Jamen hvis jeg siger alt det, er der ingen, der vil stemme på os!« råbte Villy og fik nu en åbenbaring:

»Det er derfor, vi er gået tilbage i meningsmålingerne. Det er, fordi du ikke kan holde din kæft, indtil valget er overstået. Din gustne sandhedsstemme overdøver mine søde historier!« Villy skreg nu som en sindssyg og tog kvælertag på den gamle mand og klemte de sidste rester af liv ud af SF’s ånd. Men da var det for sent. Morgendagens avis fandt vej igennem brevsprækken og fortalte, at SF var gået yderligere tilbage i meningsmålingerne. Nu var SF blevet ramt af den samme fatale nemesis, som de radikale blev ramt af, da også de begik hybris.