Velkommen hjem fra ferie – men vi havde egentlig helst set, du bare var blevet væk. Det kunne meget vel være sloganet for de af sommerens overskrifter, som Dansk Folkeparti så venligt og vanligt har leveret.

Måske mere vanligt end venligt – for jeg nåede da ærligt talt at blive en anelse ked af det, før det slog mig, at det jo var sommer igen. Og sommer i Danmark betyder agurketid – og det er netop i agurketiden, at underlige påfund som 28-års-regler og indvandringsstop popper op i mediebilledet.

For hvis ikke der lige er andre politiske emner at tage fat på, så kan nydanskerne – især dem fra ikke-vestlige – vel altid stå for skud. Igen!

Det eneste, Danmark opnår ved denne ‘grove tone i indvandrerdebatten’, er at ekskludere nogle bestemte mennesker.

Ja, Dansk Folkeparti var jo egentlig ikke bleg for at indrømme, at de gerne ser, at der er tale om diskrimination, således at indvandringsstoppet helst skal gælde ikke-vesterlændinge, og at man skal kunne søge dispensation fra 28-års-reglen, hvis man tilhører bestemte vestlige nationaliteter. I mine ører lyder inklusion dog langt bedre end eksklusion.

Faktisk så tror jeg, at Dansk Folkeparti og jeg egentlig lidt har den samme vision; nemlig et Danmark, vi alle kan være stolte af og føle os trygge i. Vi griber bare opgaven an på meget forskellig vis – og tit tillader jeg mig at føle mig en smule back-stabbet.

Når nu det er samme mål, vi har for øje, hvorfor så gøre det så hamrende vanskeligt for mig at holde mine glimrende salgstaler for Danmark. Det er, som om alle mine positive historier blegner lidt mere for hver gang, der kommer nye forslag til stramninger i udlændingepolitikken.

Jeg kan råbe nok så højt, om hvor smukt og romantisk der er ved Møns Klint, hvor skønt der er på Bornholm, hvor fantastisk lyset over Skagen er, og ikke mindst hvor dejligt et folkefærd man støder på i Danmark, men lige meget hjælper det.

For hver gang jeg har lagt an til at tage et skridt i den rigtige retning, er det, som om der kommer en glidende tackling bagfra, og jeg falder, så lang jeg er.

Det er ikke altid lige nemt at holde modet oppe og humøret højt, men hey, der er brug for alle i Danmark. Mand såvel som kvinde, ung såvel som gammel og mig såvel som dig.

Så velkommen hjem fra ferie – det glæder mig, at du er tilbage.