Feriepenge. Det lyder umiddelbart utroligt imødekommende. Ferie + penge. To rare ord i et. Jeg havde næsten glemt fænomenet, da kuverten med den støvede blå parasol dumpede ind ad døren. Når man ikke er fastansat, er ferie ikke rigtig noget, man dyrker. Men en løs projektansættelse udløser åbenbart sådan en kuvert. Der står, at jeg har penge til gode. Mange tak, jubler jeg, lad mig komme af sted.
De viser sig ikke at komme gratis, de feriepenge. Det forlanges, at man skal udfylde nogle papirer, hvor man nøjagtigt tilkendegiver, hvornår man har tænkt sig at holde ferie*). I (hold fast) halve og hele dage. Så skal den underskrives **), derefter skal man frankere kuverten, sende papirerne ind til en eller anden knirkende papirtrold, som så skal sidde og fedte pengene ind på ens såkaldte NEM-konto efter et uigennemskueligt papirtroldesystem ***).
Jeg tjekker datoen for at sikre mig, at vi skriver 2010, hvor man forlængst er blevet ejer af den såkaldte NEM-konto. Hvor pengene vel bare kunne sættes ind uden at sætte de nordsvenske skove og ens gode feriehumør på spil?
Bøvl og bureaukrati. Hvem er det i det hele taget, der holder fast i mine feriepenge indtil jeg skal holde ferie? Det hele smager af gamle dage. Af halve (og hele) i hvidt madpapir, spolebåndoptagere, folkeferie og røde knæ.
Det værste er, at hvis man glemmer at hæve ens penge i tide, forsvinder ens ret til dem ****). Hvorfor? Man har selv tjent dem. Hvis dem, der sidder på ens penge, indtil man holder ferie, bliver træt af at sidde på dem, kan de vel bare smide dem ind på ens såkaldte NEM-konto? I stedet bliver de brugt til gode formål *****). Man kan søge om at få pengene – hvis man altså opylder betingelserne ******). Hold kæft, hvor jeg trænger til ferie!
*) Hvis man holder ferie af flere omgange, skal man udfylde et nyt feriebevis.
**) På Feriekonto.dk findes et langt, kedeligt afsnit om, hvem der skal underskrive.
***) Se hvor uigennemskueligt på Feriekonto.dk
****) På Penst.dk kan man se, hvad Pensionsstyrelsen ‘kan hjælpe en med.’
*****) For eksempel billige sommerhuse til kommunalt ansatte.
******) Hvordan er en gåde. Prabo, som sidder i receptionen på Pensionsstyrelsen oplyser glad, at man ingen information kan finde på hjemmesiden Penst.dk.



















































/templates/img/global/5-col-line.jpg)




