Japanerne havde bygget store mure foran deres atomkraftværker. De havde regnet med, at der på et tidspunkt ville komme en flodbølge som følge af et jordskælv. De havde bare ikke regnet med, at bølgen blev så høj.

De havde også sikret sig, at deres huse stod så godt, at et jordskælv ikke ville få dem til at vælte. De havde bare ikke forudset, at jordskælvet ville blive så voldsomt.

Vi har siddet bag tv-skærmene med kaffen og småkagerne og fulgt med i de dramatiske nyheder fra Japan. Gad vide, om den tanke har strejfet os, at hvad der skete på et ydre plan i Japan, er det, der sker på et indre plan hos os.

Vi ved udmærket godt, at sygdom og død vil ramme os på et tidspunkt som en tsunami. Vi har bygget nogle store mure for at undgå det. Vi har måske levet fornuftigt. Vi har kapitalpension, vi drikker grøn te, vi undgår omhyggeligt at snakke om døden.

Men pludselig sker det alligevel. Et blodkar i hjernen brister, og vi, der troede, at de solide mure mod døden ville holde, dejser om ramt af en indre tsunami.

Eller hvad med de indre jordskælv, som sprænger richterskalaen totalt? Rolige, stille dage. Vi oplever ikke de store lidenskaber. Stille og dovent flyder dagene på en strøm af vaner og rutiner.

Og så ringer betjentene på døren og meddeler, at vi har mistet en søn eller en datter eller en ægtefælle. Jorden ryster under os. Alt vakler. Det, vi havde bygget op af stabilitet, er på et sekund forsvundet.

Vi har mistet det hele og skal til at finde livet igen. Når jeg nævner det, er det ikke for at skræmme. Jeg tillader mig blot at gøre opmærksom på, at vi som mennesker er plaget af indre tsunamier og jordskælv.

Reportagerne fra Japan spejlede noget, der også sker i vort eget liv. De japanske atomkraftværker er blevet bebrejdet, at de ikke havde taget forhåndsregler nok for at forhindre tsunamiens og jordskælvets enorme ødelæggelser.

Men hvordan kan vi tage forhåndsregler mod de indre tsunamier og de indre jordskælv?

Det kan vi ikke. Vi er udleveret til dem. Det er en del af vort liv at leve på vaklende grundlag.  

Der er kun en ting, vi kan gøre, og tro mig, det er ikke at spise mere råkost. Det handler om at leve, før det for sent, at være taknemmelige lige nu for at have dem, vi elsker, spillevende omkring os.