Friheden. Det er navnet på både en S-togsstation i det sydlige Hvidovre og et tivoli i Århus. Men også det, vi alle lige har fået den årlige sommerdosis af. Friheden presset sammen til en koncentreret ferie-maggiterning. 14 dage. Tre uger. Uden arbejde, vækkeur og madpakker. Og hvad så? Hvad gør vi med den? Jeg ved da godt, vi også har frihed til daglig. Det bare sådan en mere hverdagsagtig frihed, så man helt glemmer, at man har den.

Frihed til at vælge hvem eller hvad vi tror på. Og frihed til ikke at tro på noget. Det eneste punkt, hvor vi danskere er lige så fanatiske som de fanatikere, vi er så bange for. Vi har frihed til at sætte kryds ved dem, vi er enige med, og frihed til bagefter at kalde dem idioter. Vi har så meget frihed, at vi kan være nøgne og samtidig diktere, hvordan andre skal gå klædt.

Frihed er godt. Det er vi enige om. Vi kan ikke lide, at nogen eller noget begrænser vores frihed. Andre mennesker er næsten de værste. De står i vejen for vores frihed og kører for langsomt. Men vi overser bare den kendsgerning, at begrænsningerne er med til at beskytte os selv mod, at andre gør det samme.

Når frihedens klokker så endelig ringer ud til sommerferie, skal vi have luft under vingerne. Af sted. I sommerhus. På familiebesøg. Eller ned til det, der før klimaforandringerne var de varme lande. Hvis vi da altså har økonomisk frihed til det. Opleve friheden. Bare for en stund.

Vi tager ungerne med. De skal da også prøve, den svære disciplin ‘fri leg’. Men så har vi balladen. Hvordan forvalter vi al den dumme frihed? Hvad gør vi med os selv og hinanden? Tiden er vores største fjende, fordi vi pludselig har masser af den. Og slapper vi for meget af, taber vi i konkurrencen om, hvem der har oplevet mest på ferien.

For sammen med pas, papirer, pc og præservativer er vi også tynget af vores protestantiske arbejdsmoral i bagagen. Vi skal være effektive. Også når vi holder ferie. Og gud forbyde, hvis vi skulle blive taget på fersk gerning i regulær dovenskab. Det ville være en fornærmelse mod hele velfærdssamfundet.

Resultatet er skyldfølelse, post-stressede feriebørn og alt for mange flerfarvede drinks med paraplyer. Friheden er simpelthen for massiv til, at vi kan rumme den. Den bratte opbremsning er for hård. 1-2-3, slap af. Hamsterhjulets vanvittige acceleration gør os fartblinde. Klar-parat-start. Jeg er allerede så køresyg, at jeg har besluttet mig for fremover at smøre friheden ud i et tyndt lag over hele hverdagens centrifuge.

Kan du se pointen, ellers trænger du godt nok til ferie.