I dag vil jeg gerne sende mine uforbeholdne undskyldninger til alle, som jeg har fornærmet med min journalistik og mine meninger gennem årene. Tøger Seidenfaden har vist vejen, og jeg træder i hans fodspor.

Først og fremmest skal jeg undskylde over for vore herskere på Chri­stians­borg, fordi jeg så ofte har stillet dem frække spørgsmål, der anfægtede, at de som folkevalgte har krav på deres undersåtters respekt.

Undskyld især til Bertel Haarder, der engang blev så sur på mig, at jeg var lidt nervøs for, om han ville nikke mig en skalle. Und­skyld til Lars Løkke Rasmussen, som jeg ifølge en båndoptagelse, der ligger i min skuffe, har udvekslet en række upassende kraftudtryk i en ophidset tone med.

Og undskyld til Bendt Bendtsen, fordi jeg flere gange har sat spørgsmålstegn ved, om hans intelligens er stor nok til, at han i syv år burde have været vicestatsminister.

Det var ikke pænt gjort. Undskyld også til de rare, unge mennesker fra Ung­domshuset på Dortheavej i Københavns nordvestkvarter, som jeg har insisteret på at kalde ‘venstreekstreminister’, selv om det ikke lyder lige så pænt og respektfuldt som den øvrige presses betegnelser som ‘de unge’ eller ‘aktivisterne’.

Jeg vil fortsætte med at sige undskyld til de kunstnere, hvis værker jeg i Smagsdommerne på DR2 er blevet bedt om at sige min mening om. Det var ikke sødt af mig gentagne gange at kalde deres arbejde for ‘nonsens på stylter’, når de nu har gjort sig så stor umage med at sætte malerklatterne på en alternativ måde og arrangere skrottet så dekora­tivt. Jeg sender dem i dag en masse respekt i stedet.

Min dybfølte undskyldning skal også gå til de mange ærværdige kritikere af islam, som jeg har stemplet som ‘muslimhadere’ – jeg ved, at det giver associationer til udtrykket ‘jødehadere’, og jeg medgiver, at det også har været meningen. Skam få mig.

Jeg undskylder endelig over for alle socialdemokrater, uanset hvilket parti de er medlem af, fordi jeg ofte går ud fra, at de må være enten onde eller dumme, og fordi jeg har ladet dette skinne igennem i så mange tekster, at jeg slet ikke har styr på deres antal længere.

Undskyld, undskyld, undskyld. Men jeg siger også som Tøger Seidenfaden: Jeg kan ikke love jer, at det ikke vil ske igen. Aaahh, det lettede …