Min gode kollega Anders Langballe fik i går, hvad ikke mange mediefolk kan prale af. Nemlig en uforbeholden undskyldning fra Helle Thorning-Schmidt. Jeg tror, at han rammer den ind.
   
På sit ugentlige pressemøde havde en selvsikker statsminister ellers korrekset Langballe for at citere fejlagtigt fra den del af regeringsgrundlaget, der handler om den forkætrede betalingsring.

Thorning hævdede, at regeringsgrundlaget opererer med, at betalingsringen kan give HØJST to milliarder kroner i årlig indtægt. Langballe, at formuleringen lyder på CIRKA to milliarder kroner.
   
Forskellen er større, end den måske lyder. Sagen er således, at betalingsringen nu er barberet så meget ned, at den vil give 750 millioner kroner. Hvilket passer fint med Thornings formulering, men ikke med Langballes.

Og her har vi så problemet: Thorning var nemlig alt for kæk, da hun bad Langballe gå hjem og læse på regeringsgrundlaget. Det var nemlig ham, der citerede korrekt – mens statsministeren efterfølgende blev afsløret i ikke at kunne huse det politiske grundlag for sin egen regering.
   
Pinligt. Og dét i en sådan grad, at Thorning ikke kunne andet end at sige undskyld.

Man kan roligt gå ud fra, at lige så svært tilfreds Langballe af gode grunde er med den statsministerielle oprejsning, lige så brandærgerlig er Thorning over at skulle lægge sig fladt ned over for en journalist. Og dét tilmed i en sag, hvor regeringslederen ligesom burde være eksperten.

Det lille intermezzo er muntert i sig selv. Men det fortæller også noget om, at Helle Thorning-Schmidt i disse dage er havnet midt i en regulær krise – med netop betalingsringen som omdrejningspunkt. Og det forklarer måske statsministerens hukommelsessvigt (eller nødløgn, måske?).
   
Hvorom alting er: Betalingsringen har udviklet sig til et mareridt for regeringen. Efter ugers forhandlinger på absolut topniveau er status den, at SF og Socildemokraterne er rygende uenige om betalingsringen.

Èn ting er, at Socialdemokraterne har generet SF’erne ved at udvande projektet i en grad, så det kun kaster skaldede 750 millioner kroner af sig.

Noget andet – og i virkeligheden mere ydmygende for SF’erne – er, at der ikke engang er opbakning til, at i det mindste nogle af pengene skal gå til billigere takster i den offentlige trafik.

Med andre ord: Socialdemokraterne har modsat sig, at Villy Søvndal skal kunne indfri blot en flig af det løfte, som han under valgkampen prydede bagenden af de københavnske busser med. Nemlig løftet om 40 procent billigere billetter.

Det har ikke just forbedret stemningen internt i regeringen. Og derfor er sagen gået i hårdknude. Socialdemokraterne ville egentlig helst opgive hele projektet. SF’erne tør ikke – dertil har de bundet for meget prestige i sagen.

Krisen skal derfor løses. Men det kan trække ud. Og i mellemtiden bliver stridens kerne – betalingsringen – næppe mere populær.