Jeg er netop kommet hjem fra et længere ophold i Indien. Før jeg rejste, gik jeg fem kilo meter til den nærmeste landsby for at sende to postkort hjem til Danmark. Til det skulle jeg bruge to frimærker, som jeg gik ind for at købe på postkontoret. Forsøget blev foreviget i en lille film: ‘How to buy a stamp in an Indian post office’, som nu ligger på Youtube.

I de første fire minutter står de tre posthus-gutter og glor på mine to postkort, som om de aldrig havde set noget lignende. Postkort?? »Hu-hej hvor det går,« sagde min mor, da jeg viste hende filmen. Min 94-årige gudmor, som i parantes bemærket har været postmesterfrue i Helsingør i en menneskealder, tilføjede: »Jamen, de er da søde!« Og det var lige, hvad de var. Hurtigt gik det ikke – men de var søde!

På et dansk posthus ville jeg måske nok have fået frimærkerne, uden at samtlige medarbejdere først skulle læse mine postkort. Men jeg ville filemig hurtigt blive bedt om at se og få slukket for det kamera, hvad-fanden-ligner-det?-agtigt. Uha. I virkeligheden er jeg lidt bange for danske servicemedarbejdere.

Nogle dage efter hjemkomsten (okay: fem) vover jeg mig for første gang ud på gaden. Jeg går en tur og ser på gode gamle Danmark med lidt friske øjne. Desværre.

Foran Irma står en cykel. Jeg mener bogstaveligt foran Irma, foran indgangen, midt på fortovet, sat på en støttefod. Det er nemmest sådan, så skal man ikke gå så langt. Damen kommer ud, svinger sine varer op i cykelkurven, og kører afsted som det mest selvfølgelige. På cykelstien kører to Christiania-cykler. Ved siden af hinanden. I mageligt tempo. Bagved en lang stribe af folk, der venter på en mulighed for at slippe forbi.

Nede ved Nørreport er jeg tæt på at blive kørt ned af en cyklist. På fortovet. Orker cyklisten at sige undskyld? Nej. Hun er det, man normalt ville kalde en pæn dame i 40erne, løfter ikke et bryn. Hun kører bare videre. Hun skal jo nå sit tog.

Senere samme aften fortæller min kæreste mig om en børnekoncert, han har været til. Her løftede fædre på de forreste rækker rask væk deres børn op på skuldrene. Til en sid-ned-koncert. Velkommen til Egoland og fuck you. Posthuset tør jeg slet ikke bevæge mig ind på. Men det er nok bare mig, der er gået hen og blevet en hellig ko.