I en tid præget af evig forandring er det en kilde til trøst, at noget trods alt forbliver det samme. Tag nu den eksklusive kreds af danske salon-feminister. Ganske trygt i en omskiftelig verden er det således at vide, at de i al fald står ved gamle synspunkter.

Prominente personligheder som Hanne-Vibeke Holst, Ritt Bjerregaard og Politikens Anita Bay Bundegaard (og senest den nye pige i klassen, B.T.’s Helle Ib) kan man således altid regne med. Som med en pavlovsk refleks spiller de kønskortet, når kvindelige politikere, senest Espersen og Thorning, udsættes for kritik. Den søstersolidariske offersang går på samme melodi hver eneste gang: De onde mænd (typisk benævnt ‘pikfascisterne’) lider simpelthen af kastraktionsangst, hvorfor kvindelige politikere partout skal kanøfles af den mandsdominerede medieverden. Amen.

Lad mig blankt erkende: Gennem de seneste uger har jeg og en række mandlige kolleger forsigtigt antydet, at såvel Thorning som Espersen står med et problem. Det er sket ud fra en vurdering af de to som politikere og uden skelen til deres køn. Troede jeg i al fald. Nu forstår jeg så på Holst & medsøstre, at det slet, slet ikke hænger sådan sammen. Nej, det handler alene om min dybtliggende – og derfor ikke-erkendte – kastrationsangst. Ydermere kan jeg i Politikens interview med Hanne-Vibeke Holst læse den surrealistiske påstand, at vi mandlige journalister behandler Pia Kjærsgaard mere lempeligt, fordi hun angiveligt er ‘seksuelt ufarlig’. Ligesom jeg må forstå, at Ritt Bjerregaard ville være blevet statsminister – hvis hun altså ikke havde været kvinde.

Undskyld mig: Har du drukket af natpotten, Hanne-Vibeke? Se på fakta: Ud af Christiansborgs otte partier ledes de fem i dag af en kvinde. Kvindelige politikere på vej op ad karrierestigen får væsentligt mere spalteplads end deres mandlige kolleger. Bare spørg Espersen og Thorning, iøvrigt. Ritt blev ikke statsminister, nej, men det blev Svend Auken altså heller ikke; og han var dog mand. Nyrup blev latterliggjort, og hans køn skulle vel også ligge rimeligt fast.

Og mon ikke Løkke også havde fået sig en tur i medierne, hvis der var rejst spørgsmål om hans skatteforhold? Iøvrigt helt ligesom dengang han blev kølhalet for sine bilag og hotelophold på Vesterbro under alternativt navn. Og selvfølgelig ville en mandlig udenrigsminister også få læst og påskrevet, hvis han havde valgt ferien frem for et møde med den amerikanske udenrigsminister. Og tro mig: Hvis den selvsamme mandlige udenrigsminister selv havde formuleret det som et succeskriterium at arbejde sig ud af krisen, så ville han også få kritisk omtale, hvis han desuagtet foretrak Toscana frem for et vigtigt møde blandt EU-kolleger.

Kort sagt: Kunne vi ikke få lov at slippe for denne omgang rituel feministisk tudefjæs? Tak.