Åbent brev til De Radikale:

Ja, I har medvind og har kunnet skøjte usåret igennem mange af regeringens store problemer med løfterne, sygehuse, fattigdomsdebat, for det var jo ikke jeres idé. I havde jo hele tiden været de ansvarlige, som ikke lovede mere, end bukserne kunne holde, og I lavede endda en reform med de blå lige op til valget, så ingen kunne være i tvivl om, at I skam ikke var røde. Næh, I er magenta-farvede, som er en blanding af farven rød og blå. De fleste mennesker ville kalde farven lyselilla eller pink.

Men da jeres vælgerskare er avancerede storbyvælgere fra reklame- og medieverdenen, så føler de sig helt hjemme i magenta-universet. Her er rød og blå ikke en grundfarve, men blot to refleksioner af farven magenta. Så jo, selvtilliden og følelsen af at være det primære parti fejler ikke noget.

Hvorfor bliver I så alligevel aldrig det brede folkeparti hen over midten, som kan samle folk i de hippe sneakers og i de fodformede Campersko, de terrængående i den solide vandresko, og dem i sorte laksko peppet ned med en cowboybuks, dem i stilletterne i grøn, for man kan jo godt være trendy, bare fordi man er klædt pænt på, og så alle de skabsradikale, som synes Liberal Alliance har fat i den lange ende, men er han alligevel ikke lidt vild, ham der Anders?

Faktisk havde Ny Alliance i et nanosekund rent faktisk fat i de vælgere, hvilket beviser, at det findes derude som gruppe, fælles for mange af dem er, at de gerne vi være fritænkere snarere end bundet af dogmer i partierne, men de vil også gerne have en retning og en fornemmelse af, hvornår nok er nok, som er til at forstå. Og det er nok her, kæden hopper af for jer Radikale, og det på et tidpunkt, hvor liberal social politik ikke har været mere moderne.

For netop som folk tænker, at nu har vi hørt nok lir og nok rituel stammedans fra fløjene, nu vil vi gerne have noget fornuft, så kører det for jer. Men så slutter den også der. Lige der bliver I for fortænkte i jeres udtryk. I vil nok kalde det ærlige, men dengang I var radicool og så pegede på rød blok, og så ikke ville pege på nogen som helst, for så at pege på jer selv og kalde det den tredje vej og samtidig krævede den dengang uspiselige 24-års regel væk, da lagde I partiet dødt i en årrække.

I var lige ved at gøre det igen, da I gik imod Merkel og Sarkozy og Thorning i spørgsmålet om Tobin-skatten, som er en skat på finansielle transaktioner, som Danmark vil arbejde for i EU.

Det kan da måske godt være, at man på en anden måde bedre kan være med til at få bankerne til at betale deres del af regningen, men nu er det altså Tobin-skatten, man er nået frem til som et bud på en politisk løsning. Og hvis man altid vil have det mest perfekte, så kan man altså godt miste timingen i at få det næstbedste. Politik er langtfra altid de bedste løsninger. Det er at få folkelig opbakning til de næstbedste og så få dem sendt ud over rampen, mens stemningen er god, og musikken spiller, og så kan man knokle videre for det bedste.

Det er nok her, kæden knækker for jer Radikale. I vil ikke lefle for nogen, men dermed mister I også chancen for at få det brede folkelige mandat. At I så pt. får en hel del af jeres politik igennem alligevel, det er set før.