»Fortsætter målingerne nedad, kan det medføre intern kritik af Helle Thorning-Schmidt. Sker det, kan det for alvor sætte gang i en negativ spiral.« Troels Mylenberg, politisk redaktør på Fyns Stiftstidende

Før sommerferien kunne den røde duo Helle Thorning-Schmidt (S) og Villy Søvndal (SF) og resten af oppositionen kunne ikke få armene ned.

Måling efter måling viste et massivt rødt flertal, mens regeringen var sendt til tælling af udenrigsminister Lene Espersens (K) famøse feriesag. Men oven på Helle Thorning-Schmidts skattesag er billedet vendt.

Men for første gang siden januar i år står statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og co. til at generobre regeringskontorerne med et mandats flertal, mens Socialdemokraterne styrtdykker fra 27,3 procent af stemmerne i juli til nu 23,3 procent.

Det viser en meningsmåling, som YouGov Zapera har foretaget for metroXpress.

»Skattesagen har kostet meget på Thornings troværdighed, og i modsætning til Lene Espersens feriesag har det rykket stemmer over midten. Det var det mirakel, de borgerlige håbede på inden sommerferien,« siger politisk redaktør på Fyns Stiftstidende Troels Mylenberg.

Helle Thorning-Schmidts personlige popularitet lider under skattesagen. Fra at være den anden mest populære partileder i juli er hun nu nummer fem, og vælgerne hælder mod, at hun klarer det ‘dårligt’. 

Også kritikken af S-SF’s økonomiske politik i udspillet Fair Forandring fra uafhængige økonomer og VK har fået vælgere til at forlade Socialdemokraterne, vurderer politisk kommentator Niels Krause-Kjær.

»Personsager flytter sjældent stemmer over midten i særligt stort tal. Det taler for, at usikkerheden om S-SF’s økonomiske politik har flyttet vælgere over midten.«

Socialdemokratrene afviser kritikken af Fair Forandring og skyder hele skylden for vælgerlussingen på skattesagen.

»Den har været skadeligt for vores opbakning. Sådan er det. Der er ikke andet at gøre end vente på en afgørelse fra Skat og så tale politik,« siger politisk ordfører Henrik Sass Larsen (S) og understreger, at Thorning-Schmidt har partiets fulde opbakning.