Peder Lundtang blev 71 år. De sidste to måneder af sit liv brugte han, Merete og hendes søskende på at vente. Vente på at få den behandling, som måske kunne have forlænget Peder Lundtangs liv.

»Min far gik længe og havde det rigtig skidt. Han var træt, hæs og tabte sig i vægt. Vi vidste, noget var helt galt – at lungekræften var vendt tilbage eller havde spredt sig,« fortæller Merete Lundtang

»Vi havde jo fået at vide, at vi skulle være opmærksomme på far. Og det var han virkelig også selv, men hans egen læge blev ved med at sige, at vi skulle vente til kontrolbesøget.«

Den 17. maj 2010 gik Merete med sin far til kontrolbesøg på Odense Universitets Hospital. Her kom han jævnligt, fordi han før havde været syg med lungekræft. På røntgenfotografiet var det tydeligt at se, at noget var galt. Men selv om lægen vurderede, at Peder Lundtangs tilstand var kritisk, skulle der alligevel gå 18 dage, før Meretes far kunne få en tid til at blive scannet, og efterfølgende 10 dage, før han fik den behandling, han havde behov for.

»Når vi så på far, var det foruroligende, at han skulle vente så længe. Hans arme hævede op til dobbelt størrelse. Hans ansigt blev tykt og hævet og helt bordeauxrødt. Det var jo den tumor, der sad og klemte, så hverken blod eller væske kunne gennemstrømme. Det brænder i mig, når jeg tænker tilbage. Jeg bliver så vred,« siger Merete Lundtang.

Men lige meget hjalp det, når Merete og hendes søskende pressede på for at få hospitalet til at rykke tiden til scanning og behandling frem.

»Vi ringede dem op, min søster gik sågar derop personligt og fortalte, hvordan det stod til med far, og at de var nødt til at gøre noget. Og så var det, at vi fik denne her fornemmelse af, at de vendte sig mod os. Bare vi præsenterede vores efternavn i telefonen, blev vi fejet af. De fik os til at føle, at vi var besværlige og stillede urimelige krav,« fortæller Merete Lundtang.

Hun husker, at hun og familien aldrig rigtig fik følelsen af, at der blev taget hånd om faren.

»Det var så meget op ad bakke. Der var ingen, der lagde en plan, så vi kunne give slip. Der var ingen følelse af, at nogen tog over, så vi bare kunne få lov at være pårørende, der var kede af det,« forklarer Merete Lundtang.