»Nogle kommuner har en meget høj tolerance for, hvad der skal til, for at man vælger at anbringe et barn. Det skyldes, at de har fået besked af regeringen på at holde udgifterne i ro,« siger hun.

Den stramme økonomi truer også børn, der faktisk er anbragt uden for hjemmet.

»Der findes flere eksempler på, at kommunale ledere har bedt socialrådgivere finde ‘x’ antal børn over 14 år, der kunne hjemtages. Og hvis socialrådgiverne ikke har kunnet finde nogen, er de blevet bedt om at lede igen,« siger Bettina Post, der igen peger på den stramme økonomi som årsag.

At hjemtage børn af økonomiske årsager kan dog være i strid med loven.

»Det er ulovligt at hjemtage et barn, hvis det ikke er i barnets tarv at blive det, og hvis barnet ikke er blevet hørt først. Men det sker,« siger Bettina Post.

Set i det lys mener hun, at det var et ‘fordrejet fokus’, da et flertal i Folketinget i går meldte ud, at misrøgtede børn nu kan se frem til højere økonomiske erstatninger.

Formanden for Børnerådet, Lisbeth Zornig Andersen, peger på langvarige voksenrelationer som det, der skal til for at få misrøgtede børn på fode igen.

»Misrøgtede børn har brug for langvarige, kærlige relationer til nogle voksne, de kan stole på. Derudover har de brug for psykologisk behandling og for, at man bevarer deres netværk,« siger hun og fortsætter:

»Jeg har set flere tilfælde af groft misrøgtede børn, der har fået et godt og afbalanceret liv – og som er blevet selvforsørgende i stedet for eksempelvis at ende på førtidspension.«

Men kan kommunerne købe kærlighed til misrøgtede børn?

»Ja, købt kærlighed er bedre end ingen kærlighed. Det handler om at finde  plejefamilier og opholdssteder, der brænder for børnene. Nøglen er det rigtige match mellem børn og    anbringelsessteder,« siger Lisbeth Zornig Andersen.