Find en anden drøm. Det bliver opgaven for tusindvis af unge efter i morgen.
Hér afviser Syddansk Universitet nemlig 40 procent af de unge, der har søgt SDU som deres førsteprioritet.
Det oplyser studiechef Per Andersen, inden de endelige tal offentliggøres.
'Vi må skuffe flere, end vi plejer. Også på uddannelser, hvor vi har øget antallet af pladser,' konstaterer Per Andersen, studiechef på SDU.
Det er især ansøgere til medicin, psykologi og journalistik, der må forberede sig på et afslag.
Rektor Jens Oddershede afviser at oprette flere studiepladser i år.
'Jeg så hellere, at de unge valgte en af de mange uddannelser, hvor der er ledige pladser, og hvor der også er behov for dem bagefter på arbejdsmarkedet,' siger Oddershede og peger på eksempelvis ingeniør- og økonomiuddannelserne.
Heller ikke ansøgere til uddannelser, som det i en årrække har været nemt at komme ind på, skal vide sig sikre på en plads.
'Vi får adgangsbegrænsning på fire uddannelser mod normalt to,' siger Erik Knudsen, rektor ved University College Lillebælt.
Det gælder uddannelserne til fysioterapeut, sygeplejerske, radiograf og bioanalytiker.
Selv om SDU afviser flere ansøgere end normalt, så optager universitetet også flere studerende end nogensinde i universitetets historie. Knap 3400 unge får tilbuddet om en plads. Heraf har over 2500 SDU som førstevalg.

















































/templates/img/global/5-col-line.jpg)









