Søvndal er blevet voksenmobbet en del på det seneste. Men faktisk er hans engelsk ganske udmærket.

Mere interessant er forskellen i det sprog, han talte før valget - og dét, han taler nu.

Med bare 14 dages regeringsballast er han her til eftermiddag vært for en af de helt tunge drenge i klassen - udenrigsminister-kollega Yang Jiechi fra Kina. Det bliver spændende at se, hvordan dét møde spænder af.

Det er den første store test af, hvordan Søvndal agter at håndtere sin nyvundne ministerpost.

Spændingen knytter sig ikke så meget til Søvndals efterhånden berømte/latterliggjorte engelskkundskaber.

Sagen er jo, at den nybagte udenrigsministers engelsk sådan set hverken er bedre eller ringere end gennemsnitspolitikerens.

Sandheden er vel også, at de fleste danskere er betragteligt bedre til at høre fejl i andres engelsk end til at erkende manglerne ved deres eget - hvilket har ramt Søvndal i form af en gang gedigen voksenmobning.

Godt nok snakker han ikke engelsk med nogen distinkt Oxford-udtale, men det gjorde Nyrup, Ellemann, Schlüter, Fogh eller Løkke heller ikke.

Nej, mødet mellem Villy og Yang henter sin spænding et andet sted end i det sproglige. Nemlig derved, at det bliver symbolet på en afgrundsdyb forskel mellem på den ene side at være venstrefløjs-partileder med parolerne på rette sted og så på den anden side at være Danmarks første-repræsentant i forhold til den store verden.

Ganske interessant bliver det at iagttage, hvilken af rollerne Søvndal vil indtage, når han møder Yang Jiechi - bliver det græsroden Villy eller udenrigsministeren Søvndal, der toner frem?

Pointen er, at Søvndal står ved en korsvej. For nu er muligheden der jo rent faktisk. Her til eftermiddag kan Søvndal gøre det, som han utallige gange har fortalt sine forgængere, at de burde gøre:

Nemlig give kineserne en regulær opsang for deres mildest talt anstrengte forhold til menneskerettighederne. Bedste bud er, at det tør han ikke.

Over for den danske offentlighed vil han muligvis lade, som om han har talt med store bogstaver over for kineseren. Men pointen er, at det vil Yang Jiechi næppe have bemærket - dertil har Søvndal formuleret sig for floromvundet.

Tværtimod vil den kinesiske udenrigsminister i Søvndal opleve en kollega, der går præcis så langt, at kineserne ikke bliver rigtigt vrede. For det har Danmark ikke råd til, at kineserne bliver.

Selv en venstrefløjs-udenrigsminister er nødt til at erkende sammenhæng. Sådan er det at komme til fadet. Man må gå på kompromis.

Ja, det er jo faktisk hele fortællingen om Søvndal lige nu: At han har talt ét sprog, før han fik magten. Og et ganske andet efter.