Vi kom stadig tættere på den totale afskaffelse af dødsstraffen, og så var 00'erne også perioden, hvor den internationale straffedomstol så dagens lys. Det betyder, at der ikke længere er fuldstændig frit lejde for at bevæge sig rundt i verden, selv om man har begået forfærdelige forbrydelser.
Vidste du, at børnedødeligheden verden over er faldet med hele 60 procent siden 1960? Eller var du klar over, at der er blevet 400 millioner færre ekstremt fattige mennesker fra 1990 til 2005?
De positive nyheder både herhjemme og rundt om i verden er blevet væk i 00’ernes dystre dommedagsprofetier om kommende klimakatastrofer eller terrorangreb, og vi burde benytte det nye årti til at indse, at vi faktisk har det bedre end nogensinde før, mener fremtidsforsker Jesper Bo Larsen fra Center for Fremtidsforskning i Århus.
»Helt overordnet er der aldrig så mange mennesker, der har haft det så godt som nu. Flere får sig en uddannelse, lever sundere, og både levestandarden og levealderen er generelt stigende,« siger Jesper Bo Larsen, der mener, at vi ofte glemmer at kigge på vores udvikling over tid.
»Siden murens fald i 1989 har vi opnået helt fantastiske fremskridt både i Danmark og i resten af verden. Men vi glemmer ofte at kigge på udviklingen i et større perspektiv. For millioner af mennesker er verden bare blevet bedre og bedre, og der er ingen grund til at tro, det ændrer sig,« mener Jesper Bo Larsen.
Kigger man på store dele af den tredje verden, er der også massive fremskridt at spore, fortæller Michael Gylling Nielsen, der er direktør for Læger uden Grænser.
»At vi nu er i stand til at behandle hiv- og aids-ramte mennesker med billig kopimedicin, er en kæmpe sejr, som betyder, at mange hundredetusinde mennesker overlever hvert år i forhold til tidligere. Det er en udvikling, som også vil fortsætte i det nye årti,« siger Michael Gylling Nielsen, der også påpeger, at man de seneste år har været i stand til at nedsætte dødeligheden for malaria massivt.
For fremtidsforsker Jesper Bo Larsen er afslutningen på 00’erne også et farvel til grådighed og overfladiske værdier.
»Jeg tror i stedet, vi vil se øget fokus på sundhed, familie og fællesskab. Om 10 år vil vi kigge tilbage og sige, at 2010 var året, hvor vi så en ny, tættere form for socialt samvær i familien, og hvor vi fik samlet de svageste i samfundet op fra bunden,« siger han.

















/templates/img/global/open-metro-pull-quote-32x27.gif)
/templates/img/global/close-metro-pull-quote-32x27.gif)








































/templates/img/global/5-col-line.jpg)








