76 procent af de ansatte i den offentlige sektor vil gerne være privatansatte. Glædeligt, lyder det fra erhvervslivet. Bekymrende, mener FOA.

Mens tre ud af fire ansatte i stat, regioner og kommuner er åbne for at tage job i den private sektor, er kun halvdelen af de privat-ansatte åbne over for at arbejde i det offentlige, viser en undersøgelse foretaget af Interresearch for Dansk Erhverv.

»Bekymrende«, siger Dennes Kristensen, formand for fagforbundet FOA.

»I modsætning til tidligere kan man ikke længere se en fremtid for sig som ansat i det offentlige, hvor folk i tusindvis som følge af krisen er blevet fyret. En udvikling, enhver politiker siger, vil fortsætte. Det får den konsekvens, at vi om 8-10 år, når der bliver brug for det, ikke kan rekruttere folk til blandt andet omsorgsfagene,« siger han.

Dansk Erhverv, derimod, mener, er der behov for at reducere antallet af offentligt ansatte og øge antallet af privatansatte for at forbedre de offentlige finanser og for at skabe vækst.

Erhvervsorganisationens arbejdsmarkedschef, Ole Steen Olsen, siger, at han er  positivt overrasket over, at så mange er parate til at skifte til den private del af arbejdsmarkedet.

»Med den nuværende økonomiske krise  og udsigten til en faldende arbejdsstyrke, er det nødvendigt at væksten fremover sker i den private sektor, for der er kun én vej, som kan sikre en ny vækst, og det er øget produktivitet og adgang til tilstrækkelig arbejdskraft for den private sektor,« siger Ole Steen Olsen.