Aldrig mere ANC. Sådan vil den 42-årige Martin Manyodi tænke, når han i morgen stemmer til Sydafrikas præsidentvalg.
»Jeg stemte på ANC til vores første frie valg i 1994 i håbet om bedre tider. Partiet fik også min stemme i 1999 og 2004, men nu kan det være nok. For hvad har ANC udrettet på 15 år? Intet,« fastslår Martin Manyodi.
Han sidder foran sit hjem, et blandt titusindvis af små blikskure, i slumbydelen Diepsloot nord for Johannesburg. Mens en uskøn hørm af afføring og affald fylder næseborene, registrerer synssansen åbne kloakker, skrald og kvinder, som henter vand ved en brønd.
Den slags har Martin Manyodi fået nok af. I en sådan grad, at han næsten længes tilbage til apartheid-tiden.
»Modsat nu havde vi dengang el og vand i husene samt arbejde til en nogenlunde løn. Nu skal jeg arbejde som vagtmand og skal forsørge min kone og to børn for 1.800 rand (1.000 kroner) om måneden. Det holder ikke. Problemet med apartheid var, at vi ikke var frie. Det er vi nu, men hvad kan vi bruge det til, når vi ingen penge har? Og samtidig vokser korruptionen og kriminaliteten, fordi folk er desperate efter penge,« siger Martin Manyodi.
Derfor vil han sætte sit kryds ved Sydafrikas næst-største parti, Demokratisk Alliance (DA), der ledes af en hvid kvinde, Helen Zille.
»ANC vil kun arbejde for sig selv, ikke for folket. Det vil DA. At Zille er hvid er lige meget. Vi skal skabe forandringer sammen, så vi kan sikre bedre uddannelse for vores børn og bedre boligforhold,« siger Martin Manyodi.
Toiletter uden vand
En af hans naboer Johanna Mapule er klar til at give ANC endnu en chance.»Partiet sikrer mig 240 rand (cirka 140 kroner) i børnepenge om måneden. Måske stiger det til 300 rand. Og så tror jeg, at Jacob Zuma vil blive en god præsident. Han kommer fra fattige kår på landet, så han ved, hvad der skal til,« siger den 36-årige kvinde, der tjener 1.400 rand om måneden ved at arbejde som hushjælp hos en hvid familie.
Tre unge mænd, som hænger ud ved den lokale brønd, er enige.
»ANC har sikret os denne brønd, fælles toiletter, godt nok uden vand, mulighed for at komme af med vores affald samt gratis uddannelse og sundhedspleje. Sidste år blev der også åbnet både en politistation og en brandstation her i kvarteret. Der mangler meget endnu, men det går den rette vej. Derfor stemmer jeg på ANC,« siger den 22-årige gymnasieelev Tyros Manyobele.
I Bryanston, få kilometer fra Diepsloot, hygger Cindy Seychele sig med cocktails, lækker loungemusik og gode venner på baren QBA bag et højt sikkerhedshegn. Det har hun også tænkt sig at gøre på valgdagen i morgen.
»Jeg vil ikke stemme, så længe vi kun har partier og politikere, som uddeler tomme løfter. Hvis der skulle blive dannet et parti, som virkelig mener det alvorligt, vil jeg stemme, men ikke før,« siger Cindy Seychele.











































/templates/img/global/5-col-line.jpg)








