Vi er kørt med en soma­lisk taxachauffør tilbage i tiden til noget af det mest ærkedanske, der findes. Til en haveforening med små træskure i alskens farver for foden af de knejsende grå Brøndby Strand-højhuse. Her tankede Waqas Qadri fra Outlandish og hans venner op, når de som drenge spillede fodbold klos op ad det lille område med nyttehaver.

»Så lokkede vi de små unger til at løbe her over og hente vand, fra de haner der,« siger han og peger.

Hans spidse A Pair-sko, tjekkede solbriller og g-star trenchcoat danner et spøjst billede midt i havernes rodede miniputidyl.

»Dengang syntes man jo, det var noget underligt noget med sådan en have. Noget for gamle mennesker, der ikke vidste, hvad de skulle lave. I dag kunne det egentlig være meget fedt selv at dyrke sine grønt­sager,« funderer han.

Og de kan noget. Grøntsagerne. Det er nemlig her blandt kartofler, løg og spinat, integrationen skal graves frem. Her smelter alverdens kulturer sammen, med jord under neglene til en hyggelig kaffesnak over de lave hække. ‘Samtale­hække’ kunne man kalde dem.

Aldrig politik!
Et par gode venner fra Bosnien – Rasim Sejdic og Hajrudin Pilavac – er i gang med at fikse lidt på huset i deres solbeskinnede have.

»Nej, nej, ikke billede. Vi gamle og grimme,« griner de, da fotografen nærmer sig.

»Nej, I ser skidegodt ud,« siger Waqas og spørger til, hvad de dyrker.

»I Bosnien havde vi store marker. Her vi dyrker kartofler og løg, og så mødes vi med vores familier,« fortæller de.

»Hvem er de andre her i haveforeningen? Mødes I også med dem,« spørger Waqas.

»Iraker dér, tyrker dér, dansker dér.« Rasim peger med sin sav rundt på de andre haver, mens han remser op.

»Vi drikker kaffe og spiller også fodbold med danskere. Det er gode naboer. Vi taler sammen om grøntsagerne og haven. Men ikke politik. Aldrig politik,« siger Rasim Sejdic bestemt.

Længere inde i haveforeningen møder Waqas nogle gamle bekendte fra Brøndby Strand. »Hej, hej,« siger han og trykker hånd med de to tyrkiske brødre Ilyas Korkmaz og  Feridun Korkmaz. Vi bliver inviteret ind i haven.

»Det er vores forældres. Men vi kommer her altid og spiser. Det gør de fleste fra familien. Vi kan sagtens være 20 mennesker til aftensmad,« siger Feridun.

Da forældrene overtog haven for 10-12 år siden, blev der skulet lidt fra især de danske haveejere, når storfamilien spiste aftensmad.

»De første par år havde vi det lidt svært herude. Men efterhånden kunne de se, vi dyrkede haven ligesom dem. Så begyndte vi at hilse på hinanden. En dag grillede vi og gav smagsprøver, og så gav de noget igen. Nu har vi et fint forhold,« siger Ilyas, der dog kan se en klar forskel på danskere og indvandrere.

»Danskerne går meget op i deres blomster. Hos os er spinaten vigtigere.«

Kartofler i stuen
»Hæ hæ, hvad gik der lige galt dér,« siger Waqas og peger på en lyserød rønne, der er vaklende tæt på at synke i knæ. Til gengæld pynter en hel skov af margueriter i den tilgroede have. Vi holder fast i den lyserøde tanke. For nu skal danskerne findes, så de også kan fortælle, at de er gode venner med indvandrerne.

»Nu skal vi altså finde en rigtig lyserød dansker,« siger Waqas kækt og bevæger sig ned ad stien.

Vi møder dog kun en børnehave, og de er lidt for små til at dyrke grøntsager. Men så kan Waqas heldigvis en historie, der understreger, at trangen til at dyrke jorden ligger dybt i alle kulturer.

Med et halvkvalt grin fortæller han:

»I en boligblok i det område, hvor jeg boede, var der en, som klagede til viceværten over for meget fugt i lejligheden. Det viste sig, at manden, der boede ovenpå, havde omdannet sin stue til et kartoffelbed. HELE STUEN,« griner Waqas.

»Sådan en mand skulle jo nok have haft sig en have …«