Hun er end ikke medlem af Folketinget. Hendes politiske evner har vi ikke haft den ringeste mulighed for at bedømme. Alligevel har fænomenet Asmaa Abdol-Hamid atter en gang fået sig en hovedrolle i dansk politik. Igen-igen skyldes det hendes hovedbeklædning, der jo som bekendt overlader en del til fantasien.

Sagen er, at Asmaa inden længe kortvarigt kommer i Folketinget – i sin egenskab af suppleant. Og så er balladen der. For hvad så, når hun betræder nationens fornemste talerstol i sit foretrukne outfit? Dette – for vort land – åbenbart så centrale spørgsmål debatteres i disse uger heftigt blandt de folkevalgte. Meningerne er delte. Nogle vil udvandre, andre vil forbyde – og atter andre protestere. Fælles for politikerne er, at de er helt oppe at ringe over Asmaa.

Slap nu af. Lad dog for pokker Asmaa iføre sig, hvad hun nu synes er smart. Ikke at jeg deler hendes smag. På den anden side er det jo ikke første gang, at der på Folketingets talerstol står folk, hvis påklæd­ning er lidt ovre i den aparte afdeling. Det er der faktisk en lang, stolt tradition for. Mog­ens Glistrup var jo ret beset ikke et fund for Dansk Herremoderåd. Ligesom Pia Gjellerups berømte hårspænde heller ikke var det mest fikse set nord for Alperne.

Så ved jeg naturligvis godt, at Asmaa adskiller sig fra såvel Gjellerups kiksede hårspænde som fra Glistrups nussede skjorter, ved at hendes tørklæde er et religiøst krav. Og for en god ordens skyld: Der er al mulig grund til at tage afstand fra det, tørklædet symboliserer: nemlig en middel­alderlig lov-religion, hvor kvindeundertrykkelse og menneskerettighedsbrud synes at være en del af pakken.

Pointen er imidlertid, at man sagtens kan tage afstand fra islamismen – og samtidig trække på skuldrene af Asmaas hovedbeklædning. Det er faktisk det klogeste. For dermed gør man pludselig Asmaa fuldstændig uinteressant; hendes optræden kommer så til at fremstå som den parentes, den jo dybest set er.

Asmaas politiske betydning står og falder med, at nogen vil gøre hendes påklædning og skingre synspunkter til noget interessant. Og hvorfor dog give hende den fjer i – undskyld – tørklædet? Hvorfor ikke i stedet vælge den den civiliserede tilgang til fænomenet Asmaa? Lad os lytte til hendes forskruede forsvar for en religion, der verden over holder kvinder undertrykt. Lad os derefter argumentere imod hendes holdninger.
Og skulle vi så ikke én gang for alle glemme dette uinteressante stykke stof, der nu i månedsvis har sikret Asmaa en berømmelse, hun ikke fortjener?