Sædvanligvis vil det være behæftet med en vis søgsmåls-risiko at skrive i en avis, at en politiker er kold i røven.

I tilfældet Karsten Nonbo er jeg dog parat til at gøre forsøget.

Hvem ved, hvornår man igen får chancen for i uindpakkede vendinger at beskrive temperaturen på en MF’ers bagdel - uden at risikere efterfølgende retslige skridt.

Så derfor, venner, nu kommer det: Venstrepolitiker og kriminalbetjent Nonbo var - da han for nogle dage siden blev hjulpet på benene efter et tre-timers sæde på parkeringspladsen foran TV 2 i København - i sjælden grad KOLD I RØVEN.

Jeg er rimelig sikker i min sag, for han har selv ivrigt berettet om det.

Ja, faktisk har Nonbo holdt hof i samtlige danske medier med detaljerede beskrivelser af sin kropstemperatur efter hans ophold på betonen foran TV 2.

Nationen ved således nu, at Nonbo IKKE bar lange underbenklæder under seancen.

Ligesom Nonbo også har fundet det passende at delagtiggøre danskerne i den bonusinformation, at han undervejs fiffigt lod en vind undslippe. Med henblik på opvarmning, har man måttet forstå.

Nonbo overlevede.

Og fik dermed understreget sin pointe med, at SÅ slemt er det altså ikke at tilbringe nogle timer på den flade udendørs.

Hvilket så bragte ham til hans anden hovedpointe, nemlig at demonstranterne fra COP15-optøjerne forrige år burde tørre øjnene - også selv om de nu har fået landsrettens ord for, at politiet handlede ulovligt ved at lade dem sidde i timevis i de såkaldte ‘futtog’.

Om Nonbos beton-stunt kan man føre mange langhårede diskussioner. Var det værdigt for en folkevalgt? Var det ren og skær tivolisering af den politiske diskussion?

Missede han fuldstændig den principielle diskussion med sin usædvanlige down-aktion?

Ét kan man dog ikke bestride. At Nonbo satte sig(!) på dagsordenen. Og fik den fordrejet.

Væk fra det i virkeligheden ganske opsigtsvækkende, at politiet af en domstol har fået et gevaldigt rap over fingrene for ikke at anerkende den grundlovssikrede ret til forsamling og demonstration - og hen til en debat for eller imod en politisk pauseklovn.

Nonbo skal nok have sit publikum - og tilmed et stort ét. Ingen tvivl om det.

Budskabet om, at de langhårede demonstranter fra København skal droppe klynkeriet - og i øvrigt se at få sig et bad - har indiskutabelt en folkelig klangbund.

Sikkert er det også, at Karsten Nonbo med sit aparte stunt har fået sig det gennembrud, adskillige års virke på Christiansborg ellers aldrig har kunnet skaffe ham. Og tillykke med det.

Men hvor er Venstre egentlig henne i hele dette cirkus? Jo, Claus Hjort Frederiksen kom tilfældigt forbi parkeringspladsen og lod forstå, at han i solidaritet med den frysende Nonbo nu havde smidt jakken. Ellers var der larmende tavshed.

Her nærmer vi os noget mere principielt. Én ting er, at den politiske backbencher Nonbo vil lade sig reducere til et gyldent tv-øjeblik.

Men at Venstre - der for øjeblikket får opbakning fra hver tredje vælger - ikke fandt det passende at lægge klar og utvetydig afstand til Nonbos klovnerier, forekommer uforståeligt.

Det er dog ikke hver dag, at landets domstole irettesætter politiet for ikke at håndhæve grundloven korrekt. Og det burde være nemt for Venstre at tage det rette parti i den sag. Og det er ikke hos Nonbo.