Det skulle have lettet politiets daglige arbejde, men endte i stedet med at være endnu et skandaleramt it-projekt, der aldrig bliver til noget. Politiets it-system Polsag skulle have været klart i 2009, men efter en evaluering af et forsøg med systemet på Bornholm, er beslutningen klar: Polsag bliver aldrig rullet ud i hele landet.
»Vi vil ikke forlænge den usikkerhed, som politiets medarbejdere nu har levet under i flere år, og vi vil ikke spille hasard med politiets betjening af borgerne ved at rulle et system ud, som vi ikke tror kommer til at virke i praksis,« siger justitsminister Morten Bødskov (S) til Ritzau.
Ministeren kalder projektet for ’en skandale’, men mener også, at det havde været en endnu større skandale, hvis projektet havde fået lov til at fortsætte. Og erfaringerne fra Bornholm talte absolut ikke for, at der var en lys fremtid for Polsag. Her sagde politiet, at systemet fungerede så dårligt, at medarbejderne blev stressede af det.
Derfor sidder rigspolitichef Jens Henrik Højberg heller ikke med en dårlig smag i munden, efter systemet er blevet droppet.
»Jeg er glad for, at regeringen har besluttet at droppe projektet,« siger han i en pressemeddelelse.
Nu sidder politiet imidlertid tilbage med det gamle it-system Polsas, der blev rullet ud i 80’erne. Formanden for Politiforbundet i Danmark mener, at hverken Polsag eller Polsas er tilfredsstillende løsninger for politiet lige nu, men han er afklaret med regeringens beslutning om at stoppe Polsag.
»Det er klart, at nu haster det selvfølgelig med at få noget nyt, men det ændrer ikke ved, at vi er glade for, at man nu dropper Polsag. Det førte ingen vegne hen,« siger han til Ritzau.















































/templates/img/global/5-col-line.jpg)




