‘Du er sådan en velintegreret pige, Samira …’ sætningen hænger sådan lidt i luften, og jeg kan mærke på min kollega, at han har lidt svært ved at komme frem til sin pointe. ‘Jah..?’, spørger jeg, for jeg kan ligesom fornemme, at det bliver lidt pinligt, hvis samtalen bare ender her.  ‘Jamen, du er så integreret, som man overhovedet kan blive – og så alligevel har du valgt at blive gift med en mand, der ikke er helt dansk? Hvordan kan det egentlig være?’.

Hans spørgsmål kommer i kølvandet på flere artikler under overskrifter såsom  ‘Efterkommere gifter sig med hinanden’ og ‘Indvandrere gifter sig ikke med danskere’ hvor hovedpointen er, at kun hver 10. af de unge med pakistanske eller tyrkiske rødder gifter sig med en dansker.

Inger Støjberg (V) er citeret for at sige ‘Man skal gifte sig af kærlighed. Men vi kan se, at alt for mange indvandrere vælger ægtefæller fra samme oprindelsesland som dem selv’. 

Undskyld mig – men det ene udelukker da ikke det andet? Jeg må indrømme, at jeg ikke forstår trangen til at kortlægge nydanskeres ægteskaber på denne måde.
Politikerne har holdninger til ALT. Og jeg er skam rigtig tryg ved, at de tager beslutninger om skattesatser, betalingsring og sundhedsforsikringer, men andre menneskers kærlighedsliv skal de holde sig langt væk fra.

Fordommene om nydanskere er mange, og derfor føler jeg og mange andre unge nydanskere, at vi altid skal yde en tand ekstra for at opnå samme anerkendelse som etniske danskere. Vi skal søge de højeste uddannelser, vi skal få godt betalte job, og vi skal bo i hus. Alt dette for at bevise over for omverdenen, at vi er godt integrerede, og at vi kan forsørge os selv og ikke lægger samfundet til last.

Og hvor meget jeg end hader at indrømme det, så gør jeg mange ting ud fra tanken om ‘det her kan bidrage positivt til nydanskernes ry’. Men min kærlighed er der fandengaleme ingen, der hverken kan eller skal styre – og at jeg forelskede mig i en mand med afghanske rødder og giftede mig med ham, er ingen kriminel handling.

Tænk hvis jeg havde set bort fra kærlighed og giftet mig med en dansk mand blot for at skille mig ‘positivt’ ud i statistikkerne og for at lukke munden på nogle politikere – se, så kan vi rigtig begynde at tale om tvangsægteskaber.

På den ene side er der blevet kæmpet mange hårde kampe for at gøre nydanskere så pæredanske som muligt – 24-års regel og tilknytningskrav er blot nogle blandt mange tiltag. Men på den anden side ‘belønner’ man ikke os født-og-opvokset-i-Danmark-efterkommere med betegnelsen dansker i statistikkerne. Så havde ægteskabstallene nok vist et lidt andet billede – og så ville den potte være ude.

Jeg ser meget frem til den dag, hvor kollegaer, venner og bekendte ikke skal stille spørgsmål til, om jeg nu har valgt den rigtige ægtefælle eller ej. Min kollegas spørgsmål blev i øvrigt besvaret med et ‘fordi jeg elsker ham’ – og så drejede jeg ellers samtalen hen på ham og hans ægtefælle. Det viste sig, at de begge kommer fra samme fynske landsby. Så meget for ønsket om diversitet i ægteskabet.