Der blev kigget noget skeptisk på rundkredsen af stole, da 12 folketingsmedlemmer i går dukkede op til seksualundervisning på Christiansborg som en del af seksualundervisningskampagnen ‘Uge Sex’, der begynder i næste uge.
»Vi skal ikke tale om os selv og egne erfaringer,« forsikrede dagens underviser, national projektmedarbejder Line Anne Roien fra Sex og Samfund, de 12 politikere, og så blev skuldrene straks sænket en smule.
Det var netop Sex og Samfund, der sammen med Folketingets Tværpolitiske Netværk for Seksuel Sundhed havde inviteret politikerne til at lave nogle øvelser, der viste sig at være ganske ufarlige. Politikerne skulle blandt andet diskutere, hvilke seksuelle rettigheder der er vigtigst.
Men politikerne er naturligvis ikke politikere for ingenting, og derfor gik diskussionsbølgerne højt rundtomkring i grupperne.
»Retten til prævention og abort er en vigtig ting,« lød et argument.
»Men retten til at bestemme over egen krop er også vigtigt,« lød et nyt.
»Vi var meget i tvivl om, hvorvidt retten til abort skulle ligge før eller efter retten til seksualundervisning.
For hvis man nu har god seksualundervisning, ville man have bedre viden, og så behøvede retten til abort måske ikke stå så højt,« sagde sundhedsordfører for Dansk Folkeparti Liselott Blixt.
I slutningen af timen fortalte politikerne, hvad de synes, der skal gøres for at optimere
seksualundervisningen. Flere ville gerne have, at der kommer et krav om, hvor mange timer der skal undervises i faget, og andre ville gerne have seksualundervisning integreret i læreruddannelsen.
Efter halvanden time sluttede undervisningen, og politikerne lagde ikke skjul på, at de var lettede over, at det gik helt smertefrit.
»Jeg var faktisk lidt nervøs over, at vi selv skulle deltage. Jeg synes, det her var en god idé, men man tænker altid: ‘Puha, kan jeg nu svare på spørgsmål? Ved jeg nok? Bliver jeg mon afsløret i min uvidenhed’,« sagde Troels Ravn fra Socialdemokraterne.
Også Enhedslistens sundhedsordfører, Stine Brix, var tilfreds med undervisningen.
»Jeg var ret spændt, og jeg var også nervøs for, om det ville blive pinligt, men det var det heldigvis ikke. Jeg synes, det var rigtig godt, og jeg er meget positivt overrasket over, at man kan lave seksualundervisning, der er behagelig og tryg.«












































/templates/img/global/5-col-line.jpg)




