Der er primærvalg i USA.

Resultatet afgør, hvem der bliver republikanernes modkandidat til Barack Obama til november.

Favoritten er velkendt, han hedder Mitt Romney.

Og han er, pudsigt nok, ikke elsket nogen steder. I sit eget parti får han røg for ikke at være en ”rigtig konservativ”.

Hvilket man må være for at være en god republikaner, efter Tea Party-bevægelsen - den rebelske, anti-stats- og anti-skatte græsrodsbevægelse - i 2010 erobrede magten over store dele af partiets base.

Men den lidt kejtede, nydelige Romney er hverken oprørsk eller højtråbende. Faktisk virker den tidligere moderate guvernør fra Massachusetts ilde tilpas, når han presses ud i hadsk retorik, og det er umuligt at forestille sig, at kandidaten og hans picture- perfect family – der inkluderer en blond hustru og fem kønne sønner – nogensinde for alvor hidser sig op over noget.

Han kan heller ikke lide at tale om sin formue på 250 millioner dollar. Han indvender, at det republikanske parti faktisk hylder succes og går ind for, at alle skal have en chance for at blive rige – den amerikanske drøm i en nøddeskal. Misundelse, jantelov og klassekamp er sådan noget, demokraterne gør sig i. Sandt nok.

Hvad er så problemet da?

Det er, at han er alt for perfekt. Romneys valgkampagne har allerede spenderet 200 millioner kroner på valgvideoer og annoncer. Men her hjælper penge ikke. Som New York Times skrev i denne uge: ”Money Can’t Buy You Love.”

I USA siger man, at den kandidat vinder, som vælgerne helst vil drikke en øl med. Svært at forestille sig med Mitt Romney, hvis udstråling minder om et blankpoleret køleskab i den amerikanske superliga, sådan et med indbygget ismaskine og cocktailshaker - imponerende, driftssikker og fejlfri.

Ud over at han i øvrigt som mormon slet ikke må drikke øl, kaffe eller te; ak ja, hans største synd er en forkærlighed for varm chokolade, har hans hustru gennem 42 år, Ann, betroet.

Bemærk, at det ikke bare handler om, at vælgerne skal kunne ”se sig selv” i kandidaten. De fleste amerikanske politikere ligner ikke vælgerne det mindste. Nej, mindre kan gøre det. Medfølelse for eksempel.

Rick Santorum - den religiøse højrepopulistiske kandidat, som lige nu bider Romney i haserne, hvis man skal tro meningsmålingerne - har for eksempel en multihandikappet datter, Bella.

I forrige uge måtte han afbryde sin valgkamp, fordi Bella røg på hospitalet med en livstruende lungebetændelse. Siden er hun blevet symbolet på hans kampagne. Den altopofrende far, der kæmper for sit barn.

Vi så det også i 2008 med Sarah Palin. Før det stod klart, hvor blank hun var i det politiske pensum, red hun på en bølge af succes, blandt andet fordi hun var mor til fem, en kvinde, der havde kæmpet sig frem, mens lektielæsning og snavsetøj krævede opmærksomhed derhjemme.

Hendes menneskelige svagheder var med andre ord i starten en af hendes største styrker.

Anderledes med Romney. Efter fem dages uafbrudt kampagne sidder hans berømte hår fortsat nøjagtigt, hvor det sad i sidste uge.

Hans smil er det samme, hans strøgne skjorte hænger aldrig uden på de pressede bukser.

Man forestiller sig, at Romney går til sengs i nøjagtig samme tilstand, som han befinder sig i, når morgensolen rammer hans fejlfrie ansigt: sober, smilende og fuldkommen umenneskelig.