Søndag fylder kronprinsesse Mary 40 år, og op til hendes runde fødselsdag er hun et af de mest prominente navne til den københavnske modeuge. Men hvis du tror, at kronprinsesse Mary kan klare sig på sit gode udseende og hæderkronede stil, kan du godt tro om igen. Der er nemlig flere facetter, der skal være på plads for at være en god kronprinsesse, siger Lars Hovbakke Sørensen, der er ekstern lektor i historie ved Københavns Universitet:
»Det er hele tiden en balancegang: På den ene side skal hun have et samfundsmæssigt engagement og interessere sig for dem, der ikke har det så let, og samtidig skal hun være et modeikon.«
Heldigvis er kronprinsesse Mary god til at finde balancegangen, vurderer historikeren. Kronprinsessen er nemlig engageret i flere velgørenhedsorganisationer og sørger for at være velinformeret om de projekter, hun deltager i. Og samtidig gør hendes modeinteresse, at hun fremstår som en ’eventyrprinsesse’.
»Der virker hun som en meget professionel kronprinsesse. Derfor gør det heller ikke så meget, at hun også interesserer sig for det ydre,« siger Lars Hovbakke Sørensen.
Hjerteforeningen er en af de organisationer, kronprinsessen har engageret sig i. Og hendes professionelle arbejde bliver alt for ofte overset, mener journalisten Anna von Lowzow, der har fulgt kongehuset i årevis.
»Der er visse dele af pressen, der skriver at mode er det eneste, hun interesserer sig for. Det er ikke interessant for dem, at hun taler i hjerteforeningen, og derfor er hun prisgivet. Men som jeg ser det, gør hun sit job godt,« siger Anna von Lowzow, der desuden påpeger, at kronprinsessen sørger for at bibeholde sin skønhed enormt godt samtidig med, at hun klarer sit hverv som repræsentant for det danske kongehus.
»Hun har noget helt særligt, som man ikke bare kan få. Der er noget fantastisk over hende, som hun er født med,« siger Anna von Lowzow.






































/templates/img/global/5-col-line.jpg)




