Klokken er 23.59 den 31.12.12. Jeg holder nytår højt oppe over New Yorks skyskrabere med fuld slæde på, tjenestepiger, som skænker drinks, mens jeg konverserer med Kanye og Jay-Z. Så går brandalarmen i gang, og jeg vågner med et sæt og kommer til at skubbe til servitricen (et kraftig polstret kvindemenneske med østeuropæisk accent), som kommer til at hælde æblejuice ud over mig, hvorefter alle passagerer begynder at klappe. Så meget for den drink!

Som en gammel gnavpotte afbryder jeg samtalen med Hr. West og Mr. Carter, idet mine høretelefoner røg ad h til i mit forsøg på at stå op og kigge irriteret tilbage over applausen. Jeg forventer at se enten arabiske eller færøske medpassagerer (begge klapper, når flyet lander, nemli’). Det går op for mig, at klokken er 12, og et nyt år er begyndt. Dernæst falder jeg i søvn igen.

24.12.12 (klokken 16.00). Jeg sidder i en slæde på vej op til Toronto fra New York. Jeg har chauffør på, en god ven; to meter høj, sort og muslim. Vi har nu kørt i otte timer, og jeg glæder mig til at skifte bilen ud med mit femstjernede hotelværelse, som venter på mig.

»Where do u live, sir?« siger den canadiske grænsekontrollør, mens han bladrer i mit pas.  

»Denmark!« svarer jeg med min bedste Uffe Ellemann-accent, i håb om at vi vil slippe for den sædvanlige ‘randomly selected’-smøre.

»You’ve been randomly selected …!« fortsætter kontrolløren sin smøre og beder os om at køre ind til siden, så de kan tjekke bilens indhold. En afhøring og et par timer senere kommer en bleg version af min høje (nu mindre) sorte ven endelig ud af grænsepolitiets kontor.

»Yo Isam, I’m banned for life!« Det viser sig, at fordi min ven har en kriminel fortid, så må han aldrig mere komme ind i Canada – og fordi vi kørte sammen, så må jeg heller ikke komme ind lige nu og her.

24.12.12 (klokken 20.00). Vi sidder i bilen i et mørkt ghettokvarter i byen Buffalo, som grænser op til Canada. Der er ikke et øje på gaden, næsten ingen lys, forretninger er lukket ned, huse er forladte, og jeg føler mig ærlig talt ikke særlig sikker, da jeg har glemt den skudsikre vest.

»Your friend lives here?« hvisker jeg, pegende på huset foran os, der har udskiftet vinduer med træplader. Min ven ér trådt ud af bilen, i gang med at banke på hoveddøren – jeg følger trop.  Der er helt stille, men pludselig (fem låse senere) står hans storsmilende ven med en kæmpe familiepizza i hånden:

»Brothers, Y’all hungry?!«