Dér sad han så i mandags, SF-formand Villy Søvndal. Direkte igennem i 22-nyhederne på TV 2 - med mulighed for at afsende et velovervejet budskab til hundredtusinder af vælgere. Aftenen før den store og ganske vigtige finanslovsdebat i Folketinget.

Gæt så engang, hvad SF-formanden brugte sin taletid til. Et frontalangreb på regeringens økonomiske politik? En lammende kritik af, at Løkke & Co. tager fra de rige og gi’r til de fattige?

Nej, nej, helt skævt. Godt nok skød SF-formanden med skarpt, men det var i en hel anden retning, nemlig mod De Radikale. Søvndal kiggede vredt ind i kameraet og opfordrede Vestager til at droppe særmeldingerne og i stedet ‘fokusere på det, der samler’.

Ganske opsigtsvækkende, at Søvndal således bruger krudtet til at korrekse et parti, der trods alt officielt henregnes til kategorien af ‘rød bloks venner’.

Men tag ikke fejl: Det med venskabet er ren og skær teori. Sandheden er, at Søvndal - endsige Thorning - bestemt ikke ser Margrethe Vestager som en venligtsindet allieret. Tværtimod er holdningen i S og SF den, at De Radikale udgør den måske allerstørste forhindring for et regeringsskifte.

Oplevelsen i S og SF er, at De Radikale ødelægger det fælles projekt ved igen og igen at fokusere på politiske ønsker, der reelt ingen gang på jord har. En afskaffelse af efterlønnen kunne muligvis komme på tale, hvis De Radikale stod til 90 mandater, men i skrivende stund har partiet kun med nød og næppe 10.

Med andre ord: Søvndal og Thorning er stærkt irriterede over det, der med årene har udviklet sig til en radikal specialitet: At partiet fører sig frem med en selvsikkerhed, der synes omvendt proportional med partiets popularitet blandt vælgerne.

Som en socialdemokrat forleden hvæsende bemærkede: De Radikale er som dværgpincheren, der frådende går til angreb i den vildfarelse, at den er en rottweiler.

På adskillige lukkede møder har Søvndal og Thorning forsøgt at gøre De Radikale det begribeligt, at de dybest set blot hjælper regeringen ved til stadighed at fremhæve de punkter, hvor der er uenighed i den røde blok.

Vestager synes uanfægtet. Appellerne fra Søvndal og Thorning preller fuldstændig af. Vestager insisterer på at fortælle, hvordan der skal se ud i det radikale tusindårsrige.

Og hun fastholder sit dobbelte budskab: At De Radikale støtter Helle Thorning-Schmidt som statsminister, men i øvrigt overhovedet ikke er enig i hendes politik. Dén er for viderekommende. Måske man skal være radikal for at kunne se logikken.