Prøv at forestille dig følgende: Du bliver anholdt, og uden en retfærdig rettergang bliver du dømt til døden.
»Du er en utro kvinde, og straffen for utroskab er stening.«
Det er alt, hvad dine bødler fortæller dig. De graver dig ned, så kun din overkrop er fri. Dine hænder er bundet, og din underkrop er begravet. Dine bødler står med sten i hånden og glæder sig til at fuldføre, hvad der er påkrævet ifølge de islamiske regler – også kaldet sharia.
Stenene flyver i din retning. Hurtigt forvandles dit ansigt til en blodig ruin. Men du dør ikke med det samme. For stenene må ifølge shariaen ikke være så store, at de øjeblikkeligt kan dræbe dig. Du skal netop lide i lang tid.
Pludselig vågner du op og opdager, at det hele blot havde været et mareridt.
Desværre er dette mareridt en horribel virkelighed for mange kvinder i de islamiske lande. En af dem, som i disse timer venter på at blive henrettet på denne måde, er en iransk kvinde ved navn Sakineh.
Det iranske præsteskab har anklaget hende for utroskab.
Kære læser. Jeg er sikker på, at hvis Sakineh var din datter, din kone, din mor eller din nabo, ville du hjælpe hende. Sakineh er et menneske og burde nyde godt af de samme rettigheder, som du er velsignet med. Hun er fanget af islamiske ulve og har brug for din hjælp.
Det skræmmende er, at herboende fundamentalister advokerer for at indføre sharialov i Europa. Det uhyggelige er, at imamer og såkaldt ‘moderate’ fundamentalister hverken kan eller vil tage afstand fra stening, da det er en del af hele den islamiske pakke. Og imamerne og hele deres slæng bliver støttet og beskyttet af dem med ‘de rigtige meninger’.
Men hvorfor er alle de, der konstant snakker om tolerance og rummelighed, fuldkommen tavse i denne sag? Hvor er alle de folk med ‘de rigtige meninger’, der så nemt bliver forargede, når man blot kritiserer de barbariske regler i islam?
Hvorfor siger de ikke noget? Er det, fordi de alle sammen er til ramadanfest på Christiansborg? Hvorfor er deres tavshed i denne sag så larmende?
Kære læser. Jeg beder dig: Råb op, og lad os med én stemme sige nej til shariaen i Iran og alle andre steder på kloden.
Sharia er et sæt regler, der måske for 1.500 år siden var nødvendigt for vilde ørkenfolk i Arabien, men i 2010 er de ikke bare primitive, men decideret vanvittige.

























































/templates/img/global/5-col-line.jpg)








