Selv kalder Rick Santorum sig for en ‘omsorgsfuld, kærlig familiemand’, som kæmper for de traditionelle værdier i USA.

Men omsorgsfuldheden fra den 53-årige republikaner og tidligere Pennsylvania-senator rækker langt fra ud i alle kroge af Amerikas samfund – særligt de homoseksuelle og abortramte får en hård medfart i hans valgkampagne, hvor han kæmper for at blive udfordrer til Barack Obama, når kampen om præsidentposten skal stå senere på året.

Den dybt kristne og konservative politiker overraskede alle, da han i går morges blev slået med kun otte stemmer af republikanernes mere moderate kandidat Mitt Romney. Begge endte med knap 25 procent af stemmerne i staten Iowa.

‘Familie, tro og frihed’ er Santorums slagord, og på hjemmefronten har han hele syv børn med sin kone gennem 21 år, Karen. Men selv om han gerne vil stå for de familiære, bløde værdier, er det mere de harmdirrende og rabiate udmeldinger, der falder i god jord hos USA’s religiøse højrefløj.

Alle hans børn – på nær den treårige datter Isabella – er meldt ind i National Rifle Association, en af Amerikas største interesseorganisationer, som kæmper for retten til at bære våben.

En anden af republikanerens helt store mærkesager er kampen mod de homoseksuelle. Guds kærlighed kan kun opstå mellem en mand og en kvinde, og det er vigtigt for børn både at have en mor og en far, slår han på.

»Det her er et lommetørklæde. Et lommetørklæde er et lommetørklæde. Du kan kalde et lommetørklæde for en bil, men det gør ikke lommetørklædet til en bil. Et bryllup er et bryllup. Det har eksisteret før det engelske sprog,« har han blandt andet sagt på et af sine vælgermøder.

Derudover kalder Rick Santorum alle former for abort for mord og vil have et totalforbud mod abort indført i den amerikanske grundlov.

For nylig kom det dog frem, at hans kone selv har fået en delvis abort, da et sygt ufødt barn i 19. uge truede hendes liv. Under valgkampen har Santorum fortalt om episoden. Rick og hans kone var ikke parate til at tage afsked med drengen, så de tog den døde med hjem og sov med det om natten.