Sidste års hit for friværdidanskere var at give en ged til den 3. Verden. Der kan jo være god logik i at give en ged til nogen, som ingen ged har – og som gerne vil have én! Men hvordan bærer man sig ad med at give demokrati og menneskerettigheder til nogen, som ingen har – og som gerne vil have nogen?

Se, det aner jeg ikke – men det ser jeg frem til at finde ud af i den næste uges tid. Jeg er taget til Nepal – et af verdens fattigste lande. Ikke for mine grønne øjnes skyld, men for at hjælpe Mellemfolkeligt Samvirke med at sætte spot på deres projekter om demokrati for de fattigste i Nepal.

Hvorfor sende en afdanket studievært som mig til Nepal, spørger du måske, kære læser. Tjah, hvordan trænger man ellers igennem i en medievirkelighed, hvor man nærmest er nødt til at true med at skyde folk i knæskallerne i en dansekonkurrence for at få lidt opmærksomhed?

Sådan gik det til, at jeg nu befinder mig i Nepal – det land, som er lavet af det stof, drømme er gjort af.  I hvert fald for sværmeriske vesterlændinge. Men hvordan er det at være en del af den fattige underklasse – de urørlige – de kasteløse? Det forsøger jeg at give et svar på i løbet af den næste uge på min tur rundt til nogle af de projekter, som pengene i Mellemfolkeligt Samvirke går til.

Forskellen på rig og fattig er ekstrem i Nepal. Halvdelen af de ‘urørlige’ – de kasteløse, som er samfundets absolutte bund, lever under fattigdomsgrænsen.  44 procent af alle nepalesere har aldrig gået i skole.

Indtil for få år siden var hundredetusinder af nepalesere slaver hos de rige godsejere, som lod dem arbejde for en gæld, som bare voksede, og som de aldrig ville blive i stand til at betale tilbage.

I dag er de fleste af gældsslaverne frie mænd og kvinder, men fattige uden noget at leve af og uvidende om deres rettigheder som borgere. Hvordan får man indflydelse på samfundet og sit eget liv, når man er fattig og analfabet? Hvordan sikrer man sine børn den skolegang, man aldrig selv fik? Nepaleserne venter stadig på det valg, som skal give dem demokrati.

Mellemfolkeligt Samvirke forsøger at ruste de fattigste til at kunne spille en rolle og bestemme over eget liv.

En ged giver mad på bordet – på den korte bane. Demokrati giver medbestemmelse på langt sigt, så de fattige kan stille krav til politikerne om sundhed, uddannelse og mad på bordet. 
Det er en lang, sej proces, men den er nødvendig, hvis Nepal ikke skal skrive ‘ged’ på ønskesedlen de næste mange år.