»Og det var Danmark, og det var Danmark, olé olé olé ...« 

Brølet kommer fra de mange tusinde danskere, der i går eftermiddags trodsede frostgraderne og mødte op på Rådhuspladsen i København for at hylde de danske håndboldherrer oven på deres guldtriumf. 

Men ikke kun frosten gjorde næser og kinder røde – mange af de fremmødte havde malet dannebrogsflag og skrevet lykønskninger i ansigtet for at vise deres glæde over EM-heltenes resultat. 

Mikkel Hansen, Niklas Landin, Bo Spellerberg og co. blev hyldet, fra de trådte ud af spillerbussen på Rådhuspladsen, hvor jublen for alvor brød løs, da heltene viste sig. Og modtagelsen gik lige i hjertet på de glade spillere. 

»Det er helt vildt. Det havde vi ikke ventet. De sagde godt, at der var mange mennesker, men vi havde kørt forventningerne lidt ned. Men det var der jo ingen grund til,« sagde Anders Eggert. 

Danmarks helt store stjerne, målmanden Niklas Landin, var kun ganske ung, da det danske fodboldlandshold i 1992 modtog en lignende hyldest for deres EM-præstation. Nu kan han så opleve ‘brølet’ på egen krop. 

»Det er fantastisk. Det er helt ubeskriveligt, at en sportsbegivenhed kan samle befolkningen så meget her i Danmark. Jeg får gåsehud, må jeg indrømme. Jeg glæder mig til at komme ud på balkonen. Jeg har jo ikke oplevet brølet endnu,« sagde Niklas Landin, inden han gik ind til reception med blandt andre overborgmester Frank Jensen (S), kulturminister Uffe Elbæk (R) og ikke mindst kronprins Frederik.

Og endelig ... balkonscenen ... Skiftevis gik gulddrengene ud på rådhusets lille balkon, hvor de kunne nyde synet og lyden af de – ifølge politiet – godt 10.000 glade håndboldfans. 

Foto: Lasse Bak Mejlvang og Kristian Djurhuus