At være overvåget uafbrudt i 100 døgn samtidig med at være spærret inde kan drive de fleste til vanvid – det kan du bilde os ind.

Men 24 timer må da være til at overskue. Det er vi i hvert fald enige om, da vi begiver os ud i en pressebegivenhed i Big Brother-huset, der skal vare 24 timer.

I alt er der 15 personer, der skal deltage i ‘generalprøven’, der finder sted, nogle dage før deltagerne i den sjette sæson af dansk Big Brother bliver sendt ind i huset. Alt fungerer, som når deltagerne kommer derind, bortset fra at videoen af disse 24 timer ikke bliver offentliggjort.

Første indtryk af huset er, at det er grimt, men luksuriøst. Næste indtryk er, at der stort set ikke er noget sted, man kan være alene. Loftet er nærmest tapetseret med kameraer, men man kan heller ikke slippe for at være sammen med de andre deltagere.

Badeværelset kan alle og enhver se ind i, og alle sengene er placeret i det samme, store værelse. Heldigvis er det kun et døgn, så vi forventer ikke, at Big Brother kan få krammet på vores psyker.

Efter et par timer i huset kommer første konkurrence. Storebror har efterfølgende givet os strenge instrukser om ikke at beskrive dette i detaljer. Tænk, hvis vi kom til at afsløre noget for de kommende seere. 

Efter konkurrencen er der frokost, og det lader til, at den resterende tid i huset bliver let som en leg. Men efter frokost lader det til, at storebrors legehumør er sluppet op.

I fem dræbende kedelige timer er det mest spændende, der sker, at nogle af deltagerne på skift bliver kaldt i ‘skriftestolen’. Vi er derinde sammen og forsøger at komme med så lange svar som muligt for at afkorte kedsomheden i huset. Når vi ikke er i skriftestolen, er bedste kur mod kedsomheden at forsøge at regne ud, hvordan kameraerne reagerer, når vi bevæger os rundt i huset. Men i sidste ende er det lige meget, for hver gang et kamera ikke følger med, er vi i et andet kameras linse.

Efter fem lange timer benåder Big Brother endelig sine små søskende med øl. Alkoholen befrier os fra kedsomheden.

Klokken er nu 18. De første 10 timer har virket som en evighed. Men nu tager tiden fart. Alkohol er bedste tidsfordriv i Big Brother-ørkenvandringen, og det åbner også for mere åbenhjertig snak. Den høflige small-talk bliver erstattet af både åndssvage vittigheder og rørende historier fra det virkelige liv. Det er, som om, vi glemmer kameraerne for en stund. 

Kameraerne er nu heller ikke det værste ved forløbet. Det mest uhyggelige er Big Brothers magt. Den måde, de fodrer os med mad og alkohol. Alt sammen i mængder og tempi, kun de kan bestemme. Det er ikke os, der bestemmer, hvor fulde og mætte vi kan blive. 

Musikken har de også kontrol over. Der er intet anlæg i huset, så det er kun, når de højere magter tillader det, at der bliver spillet glade toner. Og så er det jo ellers bare med at danse igennem, for man ved jo aldrig, hvor lang tid de bliver ved. 

Men den ubehagelige kontrol glemmer vi i vores fuldskab. Alkoholen forkorter timerne, og før vi ved af det, bliver vi vækket at stemmen i loftet, der fortæller os, at klokken er otte, og vi skal forlade huset.

Med spritånde og røde øjne begiver vi os tilbage mod avisen. Friheden smager dejligt, selv om smagen er blandet med gammel sprut.

Men det tager os et døgns tid at vænnne os til igen at have fuld kontrol over vores egne liv.

Psykolog  Leif Grieffelde :  »De vil presse deltagerne«

Leif Grieffelde er psykolog og hjalp i første sæson af Big Brother med at vurdere potentielle deltageres psyke, før de blev accepteret som deltagere til programmet.

Hvorfor er det hårdt at være inde i Big Brother-huset?

»Du bliver sat ind sammen med en gruppe, hvor du ikke kender de fleste af dem. Derfor skal du forholde dig til de andre mennesker, og du vil jo ikke gøre en dum figur. Ud over bare at være i huset med kameraerne, der er tændt, hvilket er en mindre stress-faktor, er det sociale en stor faktor. Men skal man være der over længere tid, vil stressniveauet falde.«

Hvad sker der med det sociale inde i huset?

»Når man kommer ind i sådan et hus, opstår der sympatier og antisympatier med det samme. Og hvis man har vist sig usympatisk, skal der otte til ti gange mere til den anden vej, for at balancen bliver genoprettet. Og Big Brother er jo ikke nødvendigvis interesseret i, at balancen oprettes, fordi de sociale konflikter kan give ‘godt’ fjernsyn.« 

Hvorfor er det så hårdt at blive kontrolleret af Big Brother?

»Mennesker er kendetegnet ved, at vi gerne vil lave ritualer, så vores dage bliver forudsigelige. Big Brother vil prøve at rykke rundt på de her ting ved at komme med deres indspil undervejs. De vil presse deltagerne på maden, sprutten, penge, det sociale, tilliden til hinanden.«

Hvad er det, der gør, at man føler sig helt rundtosset, når man kommer ud af huset?

»Man skal lige tilpasse sig den verden, man kommer ud til. Lidt ligesom, hvis man har været rygsækrejsende. For deltagerne er der også en ængstelighed i forhold til, hvad medierne har skrevet. Så cirka den samme tid, folk har været inde i huset, skal de bruge på at komme på rette fode igen, når de ikke længere er med i programmet«

Af Lasse Spang Hansen og Lasse Bak Mejlvang