Nogle gange overraskes man over, hvad man kan tjene penge på. Et godt eksempel er Restaurant Grød, som udelukkende serverer grød. De mest grødhungrende kan man endda købe et grødkort med 10 klip. Restauranten går strygende og er hurtigt blevet et af de mest populære hipster-steder i København. Måske fordi det kun koster 35 kr. for en portion, og der er endda frit valg mellem havre og spelt, velbekomme! Hvad er en ‘hipster’ lige, spørger den undrende læser sig sikkert. En hipster er en meget hip person, der søger at skille sig ud fra mængden, ofte ved at ligne de andre hipstere. 

I en lidt anden prisklasse finder vi NOMA, der ligeledes har slået sig op på den nordiske tradition, her kan en menu med havregrød, kastanjer, syltede grønsager og marv erhverves for 1.500 kr. Regningen kan så skylles ned med en vinmenu til 950 kr.

Jeg er fuld af beundring over, at det er lykkedes Claus Meyer at gøre klassiske nor-diske råvarer moderne og sætte det nordiske køkken på verdenskortet. Den stribe af priser, NOMA har vundet, taler ganske enkelt for sig selv. En af hemmelighederne bag succesen er, at det drejer sig om at sælge oplevelser og fortællinger. Lidt for smarte fyre fra CBS kan underholde længe omkring storytelling, så det vil jeg som jyde afholde mig fra. Til gengæld er jeg ret sikker på, at vi ikke kan leve af storytelling og speltgrød alene. Der er fortsat brug for ganske almindelige industriarbejdspladser uden så mange dikkedarer.

Det lyder som almindelig sund fornuft, med mindre man er radikal. Min folketingskollega Rasmus Helveg udtalte for nylig, at cementvirksomheden Aalborg Portland ‘tilhører fortiden’, den slags arbejdspladser gider vi ikke have i fremtiden! Sig mig, faldt Helveg, som en anden Obilix, i den store gryde med speltgrød som lille? Jeg synes faktisk, det er temmelig arrogant over for de mennesker, der risikerer at miste arbejdet på grund af regeringens femdobling af NOx-afgiften. 

Det var selvfølgelig herligt, om vi alle blot kunne leve af at sælge oplevelser og fortællinger, men sådan er verden ikke indrettet. Der vil fortsat være brug for cementfabrikker, håndværkere og skraldemænd. Vi kan, og skal, ikke alle sammen være akademikere. Nye afgifter og et uhæmmet udslip af varm luft omkring ‘grøn vækst’ skaber i sig selv ikke flere arbejdspladser. Vi skal i vores iver efter fornyelse passe på, at vi ikke skyller de arbejdspladser, vi allerede har, ud med badevandet. Et ganske godt eksempel finder vi i Fynbo Foods i Vrå i Nordjylland, der producerer noget så u-hipt som marmelade i blå plastikbøtter. De risikerer at skulle sige farvel til en masse dygtige medarbejdere på grund af regeringens nye sukkerafgift, der rammer danske producenter hårdere end de udenlandske konkurrenter.

Tyskland har for tiden en af de stærkeste økonomier i EU, og hvad er det, der driver væksten? Er det oplevelser, speltbrød og voldsomme afgifter på marmelade? Nej, det er industrien og eksporten der driver økonomien fremad. Solide tyske produkter går som varmt brød (eller grød) verden over. Godt, at tyske politikere ikke bad VW og Borch rende og hoppe med henvisning til at det er ‘fortidens arbejdspladser’.