»Han (statsminister Lars Løkke Ras­mus­sen, red.) skal ind­-kal­de de muslimske am­bassadører og sige, at vi officielt tager af­stand fra, hvad Dansk Folke­par­ti siger. Hvis den sms-kæde, som jeg har startet, breder sig til hele den is­lamiske verden, ved man aldrig, hvor det ender.«
»Det er rædselsfuldt med de generalise­ringer og formuleringer, Jesper Langballe lægger for dagen. Han skærer alle mu­slimer over en kam, og i Danmark har vi jo masser af muslimer, der klarer sig godt.«
»Det er jo rendyrket racisme og en stig­matisering af en meget stor gruppe men­nesker.«
»Det er dumt af Jesper Langballe. Jeg sy­nes, han skulle have ladet være med at piske op i denne debat til fordel for Lars Hedegaard og til skade for Dansk Folkeparti.«



‘Danmark er regeret af et parti, der siger, at muslimske mænd voldtager og myrder deres døtre og niecer’.

Sådan er ordlyden i en sms, som Hamid El Mousti (S), der er medlem af Københavns Borgerrepræsentation, har sendt til 300 modtagere over hele verden. I sms’en opfordrer han modtagerne til at oversætte teksten og sende den videre.

Sms-kæden er en reaktion på den kritik, som Dansk Folkepartis Jesper Langballe rejste af islam i Berlingske Tidende i lørdags. I en kronik beskylder Langballe muslimske mænd for at voldtage deres døtre og voldtage deres niecer.

Formanden for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, har meldt ud, at Langballes udtalelse skader partiet. Men det er ikke nok, mener El Mousti, der nu vil have statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til at sætte Dansk Folkeparti på plads.

»Lige nu kører DF en hvervekampagne i medierne. En kampagne mod os vil få flere til at melde sig under deres faner,« sagde Hamid El Mousti til TV 2.

Næstformand i Dansk Folkeparti Peter Skaarup afviser dog, at partiet kører en kampagne mod
muslimer i Danmark

»Han prøver på at starte sin egen lille Muhammed-krise,« sagde han i aftes til TV 2/News.
At sms’en kan føre til en ny Muhammed-krise, er en risiko, medgiver El Mousti. Derfor holder Udenrigsministeriet øje med, hvilke reaktioner sms’en fremkalder i den muslimske verden.

»Vi er fra Udenrigsministeriets og ambassadernes side ude at slukke brande, lige så snart de dukker op,« siger ambassadør Klavs A. Holm til TV 2.