Jeg indrømmer det. Jeg har også købt et eksamens-kursus fra Aspiri, som er et privat firma, der udbyder eksamenskurser til universitetsstuderende. Jeg gjorde det, fordi der det forår, jeg skulle til eksamen, skete noget familiemæssigt, som gjorde, at jeg i en periode havde svært ved at følge undervisningen på statskundskab. Jeg var rigtig bange for at dumpe faget, og der var ikke timer til eksamensforberedelse og opsamling, så jeg købte eksamenskurset. Jeg forstår virkelig godt alle de studerende, der gør det.

Det er klart, at antallet, der køber eksamens kurser, stiger, i takt med at timetallene falder. Jo mindre undervisning man har, jo sværere bliver det at gå til eksamen. Samtidig er der et enormt pres udefra, som både handler om, at de studerende skal skynde sig og blive færdige, og vi samtidig skal være de dygtigste – derfor kan det være rigtig svært at udskyde en eksamen, selv om man ikke er klar til den. Og her virker private udbydere af eksamenskurser som en hjælpende hånd. Det er det vel også, hvis man kan betale for det – eller hvis man har forældre, der kan betale for det.

Det største problem ved de private udbydere er, at de er med til at lave en skillelinje mellem dem, der kan betale og dem, der ikke kan. Vores uddannelsessystem skal gerne være sådan, at alle uanset pengepung kan gennemføre en uddannelse, og derfor duer det ikke, at det er firmaer som Aspiri, der tager penge for at gøre de studerende eksamensparate. De studerende er desperate, fordi de ikke kan få hjælp andre steder og er derfor tvunget til at købe kurserne.

Her er det jo vores opgave som politikere at sikre, at der er penge nok på uddannelsesinstitutionerne, så der kommer til at være den nødvendige undervisning og gode forberedelseskurser. Det skal ikke være noget, studerende køber sig til – det er en del af deres uddannelse. Vi kommer ikke udenom, at det blandt andet kræver undervisning for at blive klar til eksamen og for at blive dygtig.

På mange universitetsuddannelser har man i snit 4 timer om ugen, og på læreruddannelsen er det 13 timer. Altså, det er jo meget mærkeligt at have uddannelsesinstitutioner uden undervisning – det er lidt ligesom at have et hus uden møbler.

Jeg synes, at uddannelse og veluddannet arbejdskraft er det, vi skal leve af i fremtiden, og derfor skal vi også turde satse på det. Der skal investeres i uddannelse, og det skal være nu. Uanset hvordan vi vender og drejer det, betyder det altså, at de studerende skal være sikret undervisning.

Jeg synes faktisk, det allerværste er, at de studerende der går på lærer- og pædagoguddannelserne har så lidt undervisning. Det er jo dem, der ikke bare skal være sammen med vores børn, men også skal sørge for fremtidens velfærd. Som samfund er vi afhængige af, at der også er dygtige lærere og pædagoger i fremtiden. Prøv bare at forestil jer en verden uden?

Det er jo lærere og pædagoger, der får hverdagen til at hænge sammen for børnefamilier, og det er dem, der skal sikre, at vi får et samfund, hvor ingen bliver tabt på gulvet. Og når de lærerstuderende i dag har 13 timer om ugen, siger det mig, at der skal handles nu.

Jeg synes, vi skal sikre alle studerendes ret til undervisning, og at vi skal starte med at indføre et minimumstimetal på 20 timer om ugen på lærer- og pædagoguddannelserne. Det handler ikke kun om de studerendes rettigheder – det handler om vores velfærd.