En af årets første nyheder i aviserne var, at 100.000 mænd er vilde med købesex. Det kan skyldes mange ting. Danske mænd er måske så ulækre, når de er inden for deres eget hjems vægge, at kvinderne ikke gider have sex med dem.
Den tanke slår mig hvert år, når jeg går rundt fra hjem til hjem og samler ind til Folkekirkens Nødhjælp. Ufatteligt så usexet en usoigneret mand i joggingdragt ser ud klokken 12.30 søndag middag! Men bevares. Det er kun konen og børnene, der skal se på ham.
Man har en fornemmelse af, at lige så snart et forhold har varet et stykke tid, beslutter manden sig for, at han både legemligt og åndeligt kan tillade sig at være uopmærksom over for kvinden, og hvad der sker i hjemmet.
En kvinde gik engang hen til sin mand, der som sædvanlig sad i joggingdragt foran fjernsynet og så sport. »Jeg vil skilles,« sagde hun. »Jamen hvad med børnene?« svarede han. »Vi har ingen,« skreg kvinden.
Det er skræmmende, så uopmærksomme nogle mænd kan være. Men det kan også skyldes noget andet, at 100.000 mænd benytter sig af købesex. De får ikke sex nok af deres partner. Det er en kendsgerning, at mange mennesker i dag undertrykkes med sex. Men det er også en kendsgerning, at måske endnu flere bliver undertrykt med fravær af sex.
Kvinderne er blevet for optaget af deres børn og arbejdet. Men de har fået endnu en interesse, der yderligere tager opmærksomheden bort fra et frodigt sexliv. Sundhed.
Og netop overdreven fokus på sundhed var en anden af årets første nyheder. En begavet overlæge gjorde opmærksom på, at sundhed er ved at udarte sig til en religion. Vi er vildt fokuseret på vor egen krop i stedet for kærestens krop. Meget af dagen går med et desperat og forgæves forsøg på at frelse os selv fra sygdom og død.
På baggrund af de 100.000 mænd, der er vilde med købesex, vil jeg komme med følgende opråb: Tag jer sammen mænd! Brug deodorant i weekenden, smid joggingdragten væk, bliv dannede, prøv at gøre jer mere interessante over for jeres kvinde, end I er.
Og til kvinderne vil jeg proklamere: Bol jeres mænd noget mere. Man kan ikke overhøre 100.000 mænds nødråb. Giv børnene, arbejdet og motionen andenpladsen i jeres liv og manden førstepladsen.


























































/templates/img/global/5-col-line.jpg)









