Hvis du tit læser min klumme, ved du, at jeg synes, vi skal gribe muligheden for at hjælpe hinanden i det offentlige rum, når den opstår. Gribe ind i voldsomme skænderier, stoppe slagsmål, redde dem, der falder, eller er ude for andre uheld – i det hele taget betragte folk, vi ikke kender, som venner og ikke som luft.

Nu har Gud hørt mig – ja, det vil sige,  han vil ikke kaldes Gud, for han hedder faktisk Flemming. Jeg spurgte ikke, hvad han hed til efternavn – for jeg var næsten lige så forvirret som oscaraftenens største vinder, Kathryn Bigelow, instruktøren af årets bedste film, da hun trippede rundt på scenen med en oscar i hver hånd.

Oscar-vinderne takker Gud, mor, far, børn, ægtefolk, kolleger og hele verden. Men tilbage til mig – scenen er ikke oscar-uddelingen, men en gade midt i København. Jeg køber en p-billet i automaten, sætter den i forruden og skynder mig videre. 

Tre kvarter senere ringer min telefon, og en herrestemme siger: »Dav, er det Nastja?«  »Ja, det er det,« svarer jeg.

»Jeg ville bare høre, hvad du har tænkt dig at gøre, når du ikke har dit dankort?«

Jeg stivner: »Har jeg glemt det i automaten?«

»Ja, jeg står med det her,« svarer han.

Og så er det, jeg udbryder det ‘Gud’, som han svarer på med et: »Det behøver du ikke at kalde mig – jeg hedder Flemming.«

Jeg styrter tilbage til automaten, hvor Flemming rækker mig mit dankort, og jeg løber af sted med et ‘tusind tak’. Men nu, hvor jeg kan tænke klart, er øjeblikket kommet til en takketale: »Tak til dig, Flemming, som tog mit kort ud af automaten og gad bruge tid på at finde mit nummer og ringe til mig og vente på mig. Også en varm tak til den dame, der indleverede min halskæde med brillanthjertet i bageren, hvor jeg havde tabt den.

Tak til den fyr, der trøstede min datter, da hun havde taget et forkert S-tog og stod af på en fremmed station. Og tak til alle dem, der har hjulpet mig op og ned fra busser med klapvognen.

Tak til min nabo, der lånte mig sukker i går, og tak til min mor, min far, min bror, min mand og mine børn, svigerfamilien, mine kolleger og alle mine venner Og sidst, men ikke mindst – tak til alle jer, der holder døre og smiler til hinanden og gør hverdagen og verden til et bedre sted at være.

Thank you so much.