Jeg har brugt sommeren til at køre rundt i en bil og se Danmark. Min konklusion er: Der er ikke noget grimmere end benzinstationerne og noget smukkere end kirkerne.
Der burde være en lov, der påbød benzinstationerne en form for skønhed.
I øvrigt er der heller ikke noget mere upoetisk end de danske supermarkeder. Hvorfor er de bygninger, hvor Aldi, Netto og Fakta holder til så grimme? Kan man ikke købe leverpostej og tyttebær i et smukt palæ?
Det, der kendetegner de danske kirker sammenlignet med Statoil- og Shell-tankene og supermarkederne, er ødselhed. Da kirkerne blev opført, blev der ikke tænkt små danske snusfornuftige tanker.
Et kæmpe kirketårn, der har ambitioner om at nå ind i himlen. Og så et fråsende kirkerum, fuld af feminine kurver, højt til loftet, forgyldte lysekroner og meget andet. Mange klager over, at vi i vor tid fråser for meget. Og det er rigtigt, at vi på en dum måde bruger ubehersket af verdens råstoffer.
Men så længe mænd vælger at købe en støvsuger til deres kone i stedet for roser for 2000 kroner, og så længe kvinder køber en græsslåmaskine til deres mand, i stedet for ægte champagne, er vi ødsle på den forkerte måde.
For eksempel er vi nærige med berøringen. På min biltur gennem Danmark var jeg med til en bryllupsfest i Aalborg, hvor den smukke brud efter brudevalsen blev tilbudt en kop kaffe og sagde: »Nej tak, så kan jeg ikke sove i nat.«
Min søn uddanner sig som skuespiller i Rom. Han fortæller mig, at mænd altid går med hinanden under armen, og at italienerne under en samtale hvert andet sekund lige med hånden basker til den, de står og taler med.
I øjeblikket er Danmark plaget af kampagner, hvor vi skal spare på alt muligt. Vi skal spare på vandet, på olien, på genstandene, på fedtindholdet i maden, på tobakken og så videre.
Jeg frygter, at alle disse kampagner om mådehold er smittet af på andre områder, så vi også tror, at vi skal spare på den tid, vi bruger sammen med hinanden, at vi skal rationere vort sexliv, holde igen på investeringer i oplevelser og være mådeholdne med de store ord og tanker.
Vi har simpelthen brug for anti-sparekampagner, hvor vi kan blive påvirket til at være ødsle og fråsende med de rigtige ting.
Ellers ender vi med, åndeligt set, at blive grimme som danske benzinstationer og supermarkeder.

























































/templates/img/global/5-col-line.jpg)








