Jeg har to mand med bare tæer i sandaler hængende bag på min rygsæk og en ældre dames hoved i armhulen. De er tunge at bære på – nepaleserne – også selv om de ikke er særligt store. De to mænd med nepalesiske huer og vestlige læderjakker når omtrent til min nakke, som de ånder tungt ind i, mens de prøver at se hen over mine skuldre.

Den ældre kvindes ansigt, som er brændt mørkt af solen, titter uforstyrret af mine kropslugte ud under min arm. Vi står tætpakkede i en cirkel midt i solen i en park i Kathmandu, Nepals hovedstad. Vores – og omkring 100 andre tilskueres – øjne er rettet mod det, der foregår i cirklens centrum. Et gadeteater. Et forrygende stykke, hvor der bliver sunget og råbt – hvor publikum ikke alene sluger alt med øjnene, men også griner hjerteligt og svarer skuespillerne med høje råb.

Her er jeg langt hjemmefra – langt fra min egen blaserte skæven ud af øjenkrogen og hastige skridt videre, når nogen træder op på landets regnvåde gågader. Her er parkens publikum mere end frivilligt til stede.

Teaterstykket handler om dem selv. Om deres liv – som fattige eller rige, gamle eller unge, lav- eller højkaste. Om det demokrati, som de så brændende ønsker sig.

Skuespillerne er professionelle og er i gang med at udføre det, som Mellemfolkeligt Samvirke bruger nogle af deres penge på at støtte i Nepal – Forum Teater. En teaterform, hvor publikum ‘opdrages’ i demokrati og inddrages undervejs.

Med populære folkesange lokkes parkens publikum til ‘scenen’ – en af parkens møgbeskidte græsplæner.

Når sangen slutter, begynder stykket. En af skuespillerne siger til publikum, at han er godt træt af hele det i Nepal. Der er også nok at være træt af – fattigdom, ulighed og lang udsigt til det demokratiske valg, som så mange nepalesere havde glædet sig til skulle have været afholdt den 22. november, men som for anden gang blev aflyst. 

»Skal vi ikke lave en ‘banda’?« Spørger skuespilleren sine medspillere og publikum – en af de utallige strejker, som plager landet, og som standser al trafik og handel. Flere skuespillere træder ind i cirklen og klager over, at ‘bandaen’ rammer dem uretfærdigt.

Et engageret fnis kommer fra min armhule. (Der er langt udsigt til, at jeg kan vinke farvel til min nye bagage af kød og blod!)

Hvis man vil protestere, må man gå sammen og søge indflydelse på de beslutninger, der bliver taget i samfundet, er stykkets pointe. En for en bliver publikum taget ind i cirklens midte for at give sit bud på, hvordan problemerne i stykket – og dermed i Nepal – skal løses. Den skuespiller, som startede stykket, afslutter det med ordene:

»Hvis du vil have indflydelse og rettigheder, skal du selv råbe op og kræve din ret.«

Vi klapper og cirklen opløses. Våd af sved og nu kun med mig selv at slæbe på trasker jeg videre med bevidstheden om lige at have overværet  første lektion i faget demokrati – på gadeplan. På en græsplæne i en park i Kathmandu.