Røde tal over hele linjen. Sidste uge var rigtig skidt for DSB – blandt andet i Aalborg var det kun seks ud af ti tog, der kørte til tiden. Nedfaldsblade og et afsporet tog satte deres præg på regelmæssigheden.

Men selv målt på hele året har det vist sig betragteligt sværere at overholde køreplanen, selv om DSB lagde ekstra luft ind i den køreplan, der trådte i kraft for snart et år siden.

»Der har været langt flere hastighedsnedsættelser, end vi havde ventet. Samtidig venter vi stadig på at få IC4-togene ud at køre for alvor. Det betyder, at vi skal køre med ældre tog, som egentlig skulle have været kasseret, og de skal tit på værksted. Det giver ekstra forsinkelser og kræver ekstra mandskab,« siger trafikchef Jørgen Ole Johansen fra DSB.

Han vurderer, at Banedanmark er skyld i cirka halvdelen af forsinkelserne, mens DSB står for den anden halvdel. Til gengæld skulle der være lys forude. Banedanmark kan ikke reparere så meget i de kolde måneder. Samtidig er de fleste større akutte reparationer klaret.

»Og så har vi lavet en aftale med Banedanmark om, at vi får større indflydelse på, hvad de reparerer hvornår. Så kan vi bedre sikre os, at der ikke er for mange hastighedsnedsættelser på én gang,« siger trafikchefen.