Den tidligere britiske premierminister Tony Blair går til bekendelse og smider fløjlshandskerne i en spritny selvbiografi.

Han har haft et alkoholproblem, begræder de mange vestlige dødsfald i Irak »med hver en fiber« i sin krop, og så var det en fejl at overlade lederskabet af sit parti, Labour, til Gordon Brown, skriver han.

»Analytisk intelligens, bestemt. Følelsesmæssig intelligens, nul,« lyder Tony Blairs hårde dom over sin politiske arvtager.

Der er sket noget med tonen, siden den glade dreng fra Skotland revolutionerede engelsk politik.
Storsmilende, med op-knappet skjorte og røde kinder. Det var klart for enhver, at Tony Blair red på en bølge af succes efter sin jord-skredsejr i 1997. Med stærke kort i ærmet, såsom personlig karisma ud over det sædvanlige og det politiske koncept ‘Den tredje vej’, var han med til at sikre sit parti, Labour, tre valgsejre.

Hele 10 år sad Tony Blair som premierminister, før han selv forlod posten i 2007.  Og det var ikke uden grund, at han valgte at gå af. Billedet af den smilende og visionære politiker fik med tiden nogle alvorlige skrammer.

Da det blev kendt, at Saddam Hussein ikke havde masseødelæggelsesvåben, fik Tony Blair for eksempel tildelt det spydige øgenavn ‘pudlen’, som lå ukritisk for Bush-regeringens fødder ved invasionen af Irak i 2003.

Men også efter Blairs tid som premierminister er de britiske medier gået til biddet – blandt andet er han blevet anklaget for at være en pengegrisk forretningsmand. Tony Blairs egen version af årene, der gik, kan læses i bogen ‘A Journey’, der udkom i går.

Han var sur på Gordon Brown

Tony Blair er ikke begej-stret for den nu afgåede premierminister Gordon Brown. I sin nye bog langer han kraftigt ud efter sin tronfølger og kalder det ‘en fejl’, at han ikke fik ham afsat som leder af Labour.

»Min fejl skyldtes ikke mangel på mod. Det var, fordi jeg – på trods af det hele, på trods af mine egne følelser på det tidspunkt – troede på, at han var den bedste leder for landet,« skriver han.

»Politisk tæft, ja. Politiske følelser, nej. Analytisk intelligens, bestemt. Følelsesmæssig intelligens, nul,« lyder det.

At angribe en partifælle så voldsomt har ikke vækket ubetinget begejstring hos Diane Abbott, der kandiderer til at overtage ledelsen af Labour.

»Det overrasker mig, at Tony Blair ikke kunne vente en passende tid med at stikke kniven i Gordon Brown. Det er på nuværende tidspunkt ikke hjælpsomt for partiet,« siger hun til BBC.

Han drak lidt for meget

Alkohol var en del af hverdagen, da Tony Blair var premierminister. Han brugte det som afslapningsmiddel, skriver han, og for »at flygte fra presset«.

Nu erkender han, at han havde et problem, omend et mindre et af slagsen.

»Efter den tids standarder var jeg ikke engang tæt på at være en drukkenbolt, og jeg kunne ikke drikke noget til frokost, bortset fra juledag. Men tager man det, som alle lyver om – genstande per uge – så var jeg afgjort i ydergrænsen. Stiv whisky eller gin og tonic inden middag, et par glas vin eller endda en halv flaske til middagen. Så ikke overdrevet overdrevent. Jeg havde en grænse. Men jeg var klar over, at det var blevet noget, der holdt mig oppe,« skriver han.

Han sørgede over de døde

De mange dødsfald hos koalitionsstyrkerne i forbindelse med Irak-krigen har tæret hårdt på Tony Blair.

»Tror de virkelig, at jeg er ligeglad, ikke føler, ikke begræder tabet af de, der døde, med hver en fiber i min krop,« spørger han i bogen.

Mange har ellers været ude med riven efter Tony Blair, fordi han ikke kom med en undskyldning for invasionen af Irak under den offentlige – og omdiskuterede – høring om Irak-krigen i Storbritannien sidste år. Men en sådan undskyldning findes heller ikke i Tony Blairs selvbiografi.

Han mener stadig, at beslutningen om krigsdeltagelse var den rigtige:

»Jeg gjorde, hvad jeg mente var rigtigt. Jeg stod sammen med Amerika, da der var brug for det. Sammen befriede vi verden for en tyran,« skriver han, selv om han i bogen erkender, at der efter invasionen fulgte et ‘mareridt’ for irakerne.