Når overvægtige børn skal have støtte og hjælp, skal det ifølge sundhedsloven komme fra landets kommuner. Men hos KL mener man ikke, at overvægtige børn er et emne, som man har hverken ‘stor ekspertise eller holdninger til’.

Udtalelserne fra KL finder børnelæge og ekspert i overvægtige børn Jens-Christian Holm ‘dybt katastrofal’, for dermed risikerer landets knap 60.000 svært overvægtige børn at stå uden ordentlige tilbud, der kan gøre noget ved deres vægtproblemer, skriver Magasinet Helse i dag. 

Hos KL erkender man, at behandling af overvægtige børn ikke altid får den opmærksomhed fra kommunerne, som de burde, men at det skyldes upræcis lovgivning, der ikke giver børn og unge krav på specifikke ydelser.  Men ifølge sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) er der intet at være i tvivl om.

»Loven er entydig – det er kommunerne, der har ansvaret for forebyggelse af overvægt. Og vi ved, det er i barndommen, vores vaner grundlægges. Det er derfor helt afgørende, at kommunerne sætter ind over for begyndende overvægt hos børn,« siger Jakob Axel Nielsen, der vil have kommunerne til at prioritere området højere.

»Hvis kommunerne ikke har givet indsatsen over for overvægtige børn nok opmærksomhed, synes jeg, de skal vågne op og se at komme i gang,« siger sundhedsministeren.