Virkeligheden er en underlig størrelse.

Den kan finde på at ændre sig, så snart man vender ryggen til bare et øjeblik.

Det er bare om at holde et vågent øje og et fast fodfæste. Det er i hvertfald indtrykket, når man ser på Brixtofte-sagen.

Det er ikke ret længe siden, jeg deltog i årsfesten på Copenhagen Business School. Diverse pinger havde skruet sig ned i stramtsiddende butterfly, og Claus Meyer stod for steak Wellingtonen og udvalget af de gode vine, som flød i linde strømme.

På et tidspunkt spurgte jeg mine cigarrygende bordherrer, hvad sådan et arrangement mon kunne koste.

»To millioner,« sagde de. Så derfor holdt CBS heller ikke årsfest det år, hvor der var blevet fyret en bunke medarbejdere.

»Det synes de ligesom ikke, de kunne tillade sig,« lød det gennem cigartågerne. Hold da fest, tænkte jeg. For to millioner kroner.

»Men det kan ikke gøres op i penge, hvad det betyder at holde sådan et arrangement,« blev der tilføjet.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at den tidligere Farum-borg­mester har ret, når han siger, at rødvinsmiddagene var medvirkende til, at han på et tidspunkt kunne lave nogle gode handler for kommunen.

Selvfølgelig var det sådan.

Det kan man mene om, hvad man vil, men rødvinsmiddage er altså en udbredt skik i erhvervslivet.

Der er naturligvis heller ingen tvivl om, at den smuttede i alvorlig grad for Brixtofte.

Virkeligheden blev simpelthen tabt af syne.

Spørgsmålet om, hvad man kan tillade sig, må utvivlsomt melde sig rundt omkring efter Brixtofte-sagens afgørelse, hvor det netop var det absurde rødvinsforbrug og middagene, der gav anledning til domsfældelsen om groft mandatsvig, hvorimod hans jongleren med kommunemillioner afstedkom den mildere dom om embedsmisbrug.

Selv om man skulle tro det efter DR-dokumentareren, har han trods alt ikke været alene om at drikke vinen.
   
Der er noget karakteristisk ved hele processen og dens forløb.

Pressen, offentligheden og det juridiske apparat – alle har vi en indgroet og meget dansk afsky over for det groteske overforbrug af hvad som helst.

In­gen kan være med til, at der bliver åbnet vin til 8.000 kroner flasken for andres penge. Ud over åbenbart dem, der netop har været med.

Det må kræve en smule selvransagelse.

Ikke bare for de pågældende deltagere i Farumfesten, men alle steder – både i det offentlige og det private – hvor der bliver gået lidt hårdt til korkproppen.

Der er ingen, der kan pege på, hvor den grænse går.

Som Brixtofte selv sagde i dokumentaren: »Vis mig det sted i loven, hvor der står, at man ikke må have en repræsentationskonto.«

Det eneste, vi kan gøre, er at sige, at mennesker med et nogenlunde justeret forhold til vir­ke­lig­heden ved omtrænt, hvor den er.

Det særligt tricky er, at virkeligheden er smutsk, og at grænserne hele tiden ændrer sig.

Det, der gik i 80’erne, gik ikke længere i 90’erne, og det går slet ikke i dag.

Det var tilsyneladende fint nok, hvad der foregik i Farum, sålænge det gik godt.

Der var ingen ende på begejstringen fra Ven­stres top. »Farum er modellen,« jublede Lars Lykke Rasmus­sen og tilføjede: »Sådan som Farum køres – sådan vil Venstre køre Danmark.«

Skål på det.

Da regningen kom, blev der vasket utroligt mange røde hænder i hykle-vand.

I dag er der meget stille i Venstres top. Håndvasken ligger brak.

På alle mulige måder har vi brug for sådan én som Brixtofte.

Vi har brug for at blive mindet om, at virkeligheden er en levende størrelse, og at vi har et fælles ansvar for at holde øje med den og bringe os selv og hinanden i trit med den.

Det er den ædruelige besked i dommen. Det er ikke bare en dom til Brixtofte. Det er også en dom til hele rødvins­danmark.

klummen er udelukkende udtryk for skribentens holdning. Reaktioner modtages på e-mail, debat@metroxpress.dk. maksimalt 100 ord. navn og adresse skal fremgå.